Internettet gik amok.

For da Hollywood-skuespilleren Megan Fox lancerede sin nye hjemmeside, gik sitet med det samme i sort.

Der var simpelthen for mange, der ville ind og kigge.

Det skriver Bild.

Megan Fox er begyndt at sælge eksklusive billeder, videoer og opslag, som ikke bliver vist andre steder på internettet.

Konceptet minder meget om det, man også kan finde på hjemmesiden OnlyFans, men der er en klar forskel.

Det er nemlig via hjemmesiden subs.com, at Megan Fox sælger ud af indhold om sig selv. I modsætning til OnlyFans er ideen med Subs.com, at kendisserne får større kontrol over deres indhold og kan tjene penge mere direkte på deres fans.

Megan Fox bliver med lanceringen af hjemmesiden også medejer af Subs.com, der blandt andre er stiftet af OnlyFans-stifteren Tim Stokely.

Og skuespillerinden er fan af det nye koncept.

»I årtier har kvinder fået at vide, at synlighed betyder magt, mens en anden ejer platformen, publikummet eller imaget. Jeg er interesseret i, hvad der sker, når kvinder selv ejer alle tre ting,« forklarer Megan Fox ved lanceringen ifølge Bild.

Hjemmesiden er crashet flere gange siden lanceringen, men i skrivende stund er den tilgængelig.

Det er muligt, at købe et månedligt abonnement eller direkte adgang til specifikke billeder og videoer.