Den tidligere hertuginde af York, Sarah Ferguson, forbereder sig på at flytte tilbage til Storbritannien.

Det skriver flere medier, heriblandt ABC News og The Sun, der har talt med flere kilder. Hun har endnu ikke selv meldt noget ud om planerne. 

Ferguson har den seneste tid holdt sig ude af offentlighedens søgelys, efter at det kom frem, at hendes eksmand, tidligere prins Andrew, har haft en relation til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

BBC skriver, at Ferguson de seneste måneder har boet i en alpinhytte i Schweiz.

Men nu har hun ifølge The Sun lejet en ejendom med seks soveværelser i Home Counties tæt på London. 

Ferguson boede tidligere på Royal Lodge i Windsor med Andrew Mountbatten-Windsor. Han bor i dag i Sandringham-ejendommen i Norfolk.

Meldingen om Fergusons forventede tilbagevenden sker samme uge som prins Harry og Meghan, hertuginden af ​​Sussex, er vendt tilbage til Storbritannien med deres to børn, prins Archie og prinsesse Lilibet.

Harry og Meghan har de seneste år boet i Californien i USA. De forventes ikke at genoptage deres tidligere roller som aktive medlemmer af den britiske kongefamilie.