Hvad skal man lave lørdag aften, hvis man er verdens rigeste mand?

Man kunne jo tage til fest i Danmark.

Og det var netop, hvad Tesla-stifteren Elon Musk gjorde sidste lørdag.

Det skriver DR.

Ifølge mediets oplysninger deltog Elon Musk i fødselsdagsfesten for den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery. En fest der blev afholdt på Valdemars Slot på Tåsinge.

Howery var tidligere selv finansmand, og kender Musk fra dengang. 

Festen havde et H.C. Andersen-tema, hvor gæsterne var klædt ud som personer fra forfatterens eventyr.

Hvad Musk var klædt ud som, melder historien desværre ikke noget om.

DR har talt med naboer til Valdemars Slot. De fortæller, at der var mange store sorte biler i området op til fødselsdagen.

Også politiet var til stede i området.

Det bekræfter Kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Mads Boel, til mediet.

»Fyns Politi er bekendt med, at der har været afholdt et privat arrangement, hvorfor vi havde lidt ekstra patruljer i området. Præcis som vi også har det til Tinderbox og andre større arrangementer. Øvrige spørgsmål må rettelig henvises til arrangørerne af festen.«

Hverken den amerikanske ambassade eller Elon Musk har svaret på mediets henvendelser angående festen.