Først blev de skilt. Så røg de i totterne på hinanden i retten.

Men nu har kærligheden tilsyneladende fået en ny chance.

Den 83-årige amerikanske mangemilliardær David Geffen og hans 50 år yngre eksmand, Donovan Michaels, er nemlig efter alt at dømme blevet kærester igen.

Det skriver det amerikanske medie Page Six.

Ifølge mediet blev de to i oktober set sammen på Geffens enorme luksusyacht, hvor de angiveligt opførte sig som et par.

»Hjertet vil, hvad hjertet vil,« siger en anonym kilde tæt på parret til mediet, der bekræfter, at de to dater igen.

Og det er altså noget af en kovending, at de angiveligt danner par igen. 

Så sent som sidste år var de to midt i en særdeles bitter skilsmisse.

Den 33-årige tidligere danser og model lagde nemlig sag an mod milliardæren, som han blandt andet beskyldte for at have presset ham til smertefulde tandbehandlinger og hårfjerning med laser.

Han anklagede også Geffen for at have brudt et løfte om økonomisk støtte og for at have udsat ham for seksuel, følelsesmæssig og økonomisk udnyttelse.

Beskyldninger, som Geffen afviste. Michaels trak senere søgsmålet tilbage, og parterne indgik et fortroligt forlig.

Selve skilsmissen blev afsluttet i april i år. Men allerede i juni blev de tidligere ægtefæller fotograferet sammen på milliardærens yacht.

Hverken David Geffen eller Donovan Michaels har dog selv offentligt bekræftet forsoningen.

Geffen har opbygget en gigantisk formue på 64 milliarder kroner, ifølge Forbes. Han var blandt andet med til at stifte filmstudiet DreamWorks, der står bag tegnefilm som 'Shrek', ligesom han har grundlagt flere succesfulde pladeselskaber.