Hun er bedst kendt for sin forbryderrolle i 'Marvel'-serien 'Daredevil' og senere i spinoff-udgaverne 'Iron Fist' og 'The Defenders'. 

Men nu er skuespilleren Wai Ching Ho gået bort i en alder af 82 år. 

Det oplyser hendes familie til The Hollywood Reporter.

»Hendes familie er dybt taknemmelige for den utrolige overflod af kærlighed og støtte og de mange smukke beskeder og minder, folk har delt om vores elskede Wai,« skriver hendes familie til mediet og tilføjer: 

»At læse, hvor meget hun betød for så mange, er trøstende for os i denne svære tid.«

Wai Ching Ho blev født i Hong Kong og arbejdede med både film, tv og teater. Hun fik sin første rolle på skærmen i serien 'One Life to Live' i 1983.

I 2015 fik hun for alvor sit internationale gennembrud, da hun medvirkede i Marvel-serien 'Daredevil', hvor hun spillede karakteren Madame Gao.