Oasis-fans skal dybt ned i lommerne, hvis de vil opleve bandet live næste år.

Billetter til gruppens kommende turné starter nemlig ved 170,50 pund – omkring 1.460 kroner – mens visse pakker koster helt op mod 571 pund.

Det har fået flere fans til at lange ud efter priserne på sociale medier.

En fan mindede blandt andet forsangeren om, at vedkommende i 1994 så Oasis for blot 6,30 pund.

Men det fik ikke meget medlidenhed frem hos forsangeren, skriver Daily Mail.

»STOP MED PIVE,« skrev Liam Gallagher.

Foto: Screenshot fra X

Da en anden fan spurgte, hvad han mente om videresælgere, der kræver skyhøje priser, var svaret lige så kontant:

»Så lad fucking være med at købe dem. RET SIMPELT.«

Flere fans har efterfølgende skrevet, at de helt har droppet at købe billet på grund af priserne.

Oasis spiller efter planen 42 koncerter i 2027 i blandt andet Storbritannien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og USA.

Også ved bandets genforeningsturné i 2025 vakte billetpriserne stor kritik, efter standardbilletter, der først kostede 148 pund, endte med at blive solgt for op mod 355 pund.

Den britiske konkurrencemyndighed fandt senere ikke beviser for, at der var blevet brugt dynamisk prissætning, men kritiserede blandt andet måden, visse dyrere billetter var blevet præsenteret på.