Den amerikanske milliardær og realitystjerne Kylie Jenner er blevet sagsøgt.
Det sker efter en tidligere ansat, der arbejde som husholderske for hende, Angelica Vasquez hævder, at hun er blevet udsat for omfattende chikane, mens hun arbejde i stjernens hjem i Hidden Hills.
Det skriver E News på baggrund af retsdokumenter, som mediet er i besiddelse af.
I søgsmålet er det ikke specifikt Kylie Jenner, der står bag anklagerne om diskrimination og chikane, selvom hun står opført som en af de sagsøgte – sammen med to selskaber og yderligere 25 personer.
Angelica Vasquez var ansat fra 2024 til 2025 og bliver i dokumenterne beskrevet som en salvadoransk kvinde, der er praktiserende katolik.
I sit søgsmål hævder hun, at hun kontinuerligt er blevet tildelt de mest 'vanskelige og mest uønskede opgaver' udelukkende fra rengøringsteamet.
Samtidig hævder hun, at hun er blevet offentligt nedgjort og ydmyget foran kolleger på grund af sin race og national oprindelse samt religion.
»Denne adfærd var vedvarende og skabte et giftigt og krænkende arbejdsmiljø. Der blev ikke foretaget nogen afhjælpende foranstaltning af nogen af de overordnede, der var vidne til det,« står der blandt andet beskrevet i retsdokumenterne.
En særlig opsigtsvækkende episode skulle angiveligt have fundet sted i marts 2025, hvor en unavngiven supervisor kastede bøjler efter hendes fødder – mens han irettesatte hende.
Ifølge Angelica Vasquez udviklede hun angst, stress og symptomer, der kan kobles til PTSD-symptomer under sin ansættelse, hvilket medførte, at hun tog sygeorlov i juli 2025.
Vasquez kræver erstatning for sin udbetalte løn, løn for hendes betalte pauser, ubetalt sygeorlov og anden nødvendig kompensation, der ulovligt er blevet tilbageholdt.
Hverken Kylie Jenner eller en repræsentant for verdensstjernen har kommenteret på sagen.