Det ikoniske band Modest Mouse skal lige om lidt på turné i Nordamerika, men det bliver altså uden guitaristen Simon O’Connor.

»Simon O’Connor vil ikke være med på den kommende turné,« skriver bandet på Instagram.

Angiveligt skulle årsagen til, at guitaristen ikke bliver taget med på tournéen være, at han har skrevet erotiske beskeder til en 17-årig fan.

Det skriver mediet Page Six. 

Ifølge mediet skulle en bruger på mediet Reddit have udtalt, at guitaristen havde sendt hende erotiske billeder og kommenteret på hendes bikini-billeder via Instagram.

Brugeren har også delt billedligt bevis på, at Simon O’Connor har skrevet upassende til hende. 

O’Connor har selv svaret på de hårde anklager, hvor han indrømmer, at det er ham, der har sendt beskederne. 

»Jeg er oprigtigt ked af det over for den person, der modtog disse beskeder,« skrev Simon O’Connor.

Han ønsker at tage fuldt ansvar for sine handlinger, og han fordømmer i samme ombæring alle former for seksuelle tilnærmelser mod mindreårige.