Hitmageren levede et liv i sus og dus, men i 2021 ramlede hans verden. 

R. Kelly, der har det borgerlige navn Robert Sylvester Kelly, blev efter to domme i henholdsvis 2021 og 2022 idømt 31 års fængsel for alvorlige og afskyelige forbrydelser. 

Dommene handlede om menneskehandel, seksuel udnyttelse af mindreårige, organiseret kriminalitet og overgrebsmateriale med børn.

Nu bønfalder den kendte sanger dog Donald Trump om at hjælpe ham med at komme tidligere ud af fængslet.

Det viser offentlige dokumenter på det amerikanske justitsministeriums hjemmeside ifølge det britiske medie The Guardian.

Kellys advokat, Beau Brindley, har i over et år offentligt forsøgt at bønfalde Donald Trump om en strafnedsættelse.

Anmodningen om strafnedsættelse, som er blevet offentliggjort i retsdokumenter, er angivet som 'under behandling' og er ikke en anmodning om benådning.

I 2025 blev R. Kelly indlagt efter en overdosis i fængslet. Her kom det frem, at sangeren frygtede for sit liv i fængslet. 

Ifølge Kellys advokater tog han en overdosis medicin, som han havde fået fra ansatte i fængslet.

Hvis ikke Donald Trump træder til, så kan den kendte sanger se frem til at sidde i fængsel frem til 2046.