Musikeren Oliver Tree er blandt de omkomne i et helikopterstyrt i Brasilien.

Det skriver CNN Brasil, der oplyser, at informationen er bekræftet af politi i Rio de Janeiro.

Et luftfoto viser brandfolk i gang med at arbejde på stedet, hvor en helikopter er styrtet ned i bydelen Recreio dos Bandeirantes i Rio de Janeiro. Foto: Tercio Teixeira/AFP/Ritzau Scanpix

Nyhedsbureauet AFP skriver det samme og henviser til en kilde i politiet.

Den 32-årige musiker, der er blandt de omkomne i den tragiske ulykke, er kendt for sange som 'Life Goes On' og 'Miss You' fra henholdsvis 2021 og 2022. Begge har over 700 millioner afspilninger på Spotify.

Han spillede i november 2022 i Vega i København og skulle have optrådt igen på det københavnske koncertsted til september i år. Han blander satire og musik og er kendt for en excentrisk fremtræden som kunstner og brug af internethumor.

Mindst seks mennesker mistede livet, efter to helikoptere kolliderede i luften i den vestlige del af den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Både brandfolk og betjente arbejder ved rækken af udbrændte køretøjer efter helikopterstyrtet. Foto: Tercio Teixeira/AFP/Ritzau Scanpix

Det oplyste brasiliansk brandvæsen tidligere søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge meldingerne skulle de to helikoptere være kollideret i luften og herefter styrtet ned på en parkeringsplads, der tilhører en bilforhandler.

Det resulterede i flere brændende biler.

Det er ikke usædvanligt, at små luftfartøjer forulykker i Brasilien, som er verdens femtestørste land.

I sidste måned styrtede et lille fly ind i siden af en bygning i byen Belo Horizonte i den sydøstlige del af landet. Her blev piloten og andenpiloten dræbt.

Ifølge statistik fra de brasilianske myndigheder havde der inden søndagens ulykke været 84 ulykker og uheld i forbindelse med flyvning i Brasilien i 2026. Mindst 25 mennesker havde mistet livet i dem.