»Jeg mødte mit livs kærlighed.«

Sådan beskriver Katy Perry sin kæreste, Canadas tidligere premierminister, Justin Trudeau. 

Ordene falder i et interview med magasinet People.

Den 41-årige sangerinde har dannet par med den 54-årige tidligere toppolitiker det seneste år, og de to mødte hinanden umiddelbart efter, at Perry havde brudt med skuespilleren Orlando Bloom. 

I interviewet fortæller hun, at hun gik gennem en hård periode i sit liv.

Hendes seneste album blev kritiseret og samtidig gik hun fra Bloom, som hun har dannet par med i over ni år.

De to har en datter sammen.

Alligevel valgte hun at tage på turné, og det skulle vise sig at være en god beslutning. 

For ikke nok med, at Perry fandt »tilbage til mit formål,« som hun siger til People, så skete der også noget andet.

Hun blev forelsket igen.

»Og jeg fik den største gave fra denne turné: Jeg mødte mit livs kærlighed.«

Under turneen begyndte hun nemlig at date den tidligere premierminister i Canada. 

Rygterne om de to begyndte at løbe sidste sommer, hvor Trudeau blev set ved en af hendes koncerter.

De blev også set sammen i Montreal i Canada. 

»Han er virkelig hjertecentreret, og jeg tror, at vi er på bølgelængde på den måde. Jeg er så taknemmelig,« siger Katy Perry.