I fem dage har der været radiotavshed fra Lee Andrews, som er gift med den tidligere fotomodel Katie Price.

Og nu er forretningsmanden officielt meldt savnet.

Det skriver The Sun og Mirror.

Lee Andrews blev sidst set i Omans lufthavn i sidste uge, og Katie Price frygter, at hendes mand er blevet kidnappet.

»Katie er i konstant kontakt med hans familie og er dybt bekymret. Og hun er dybt krænket – hun har set folk kalde det et PR-stunt og hævde, at hun må være med i det, men det er hun absolut ikke.«

»Det er en virkelig bekymrende og opslidende situation,« siger en kilde.

Katie Price nød sin storhedstid som topmodel i 90erne.
Katie Price nød sin storhedstid som topmodel i 90erne. Foto: Gus Ruelas/Reuters/Ritzau Scanpix

Den mystiske situation startede tirsdag i sidste uge, da Lee Andrews skulle have medvirket i det populære tv-program 'Good Morning Britain' med Katie Price.

Men han dukkede aldrig op.

Katie Price var sidst i kontakt med kæresten onsdag, og hun hævder, at han havde »reb om hænderne og befandt sig i en varevogn«.

Derudover skulle Lee Andrews have fortalt, at han havde brug for et udrejsestempel for at kunne forlade Dubai.

»Sidste gang jeg hørte fra Lee var onsdag aften klokken 22. Han var i gang med at krydse grænsen i Dubai for at nå et fly hertil,« sagde Price lørdag aften.

»Lee forsøgte at komme igennem grænsen nær Hatta … Det er så forvirrende. Hans lokation blev registreret klokken 22.03 onsdag aften, og det er den sidste kontakt, nogen har haft med ham.«

Hatta er en enklave i Dubai, der ligger højt oppe i Hajar-bjergene, cirka halvanden times kørsel fra Dubais centrum.