Kæresten reagerer på Jeremy Clarksons sygdom
Den kendte vært beskriver selv sygdommen som »aggressiv«. Han ved endnu ikke, om han vender tilbage på tv-skærmen.

Den kendte vært beskriver selv sygdommen som »aggressiv«. Han ved endnu ikke, om han vender tilbage på tv-skærmen.

I femte sæson af serien 'Clarkson's Farm' fortalte den kendte tv-vært Jeremy Clarkson, at han har fået 'aggressiv' kræft.
Nu reagerer Clarksons kæreste på den triste nyhed.
»Tilbage på gården,« skriver 52-årige Lisa Hogan på Instagram ifølge The Mirror.
Her deler hun et billede af den mangeårige 'Top Gear'-vært, der sidder i solskinnet.
Efterfølgende har Lisa Hogan også delt et opslag fra interesseorganisationen Prostate Cancer UK om Clarksons kræftsygdom med ordene:
»Tak for al støtten i dag (onsdag, red.).«

Det er netop prostatakræft, 66-årige Jeremy Clarkson er blevet ramt af.
I 'Clarkson's Farm' følger man Clarkson, der driver en gård, men i afsnittet, som udkom natten til onsdag dansk tid, siger han, at han ikke vil være til stede ved høsten i år.
»Hvad? Skal du væk?« spørger en af landmændene.
»Ja, jeg har kræft,« lyder svaret fra den kendte tv-vært.
Videre fortæller Clarkson, at han har kendt til kræftdiagnosen siden maj.
Han beskriver sygdommen som »aggressiv«, men tilføjer at den er på et »meget tidligt stadie«.
Om to til tre uger starter han i behandling og vil derefter være »ude i et stykke tid«.
Derfor ved Clarkson heller ikke, om han vender tilbage til sæson seks.
Jeremy Clarkson og Lisa Hogan har været kærester siden 2017.