Ord som 'pension' og 'gammel' burde bandlyses fra sproget, mener Judi Dench. 

Den 91-årige britiske stjerneskuespiller nægter at trække sig tilbage, men helbredsproblemer gør det alligevel svært for hende at fortsætte.

»Jeg kan ikke være på scenen. Jeg kan ikke spille et skuespil længere. Jeg kan ikke spille en film længere. Jeg kan ikke læse længere,« siger hun i et interview med BBC-programmet Today.

Tilbage i 2012 fik hun konstateret øjensygdommen aldersrelateret Makula Degeneration (bedre kendt som forkalkning i øjet, red.), og det påvirker hendes syn voldsomt, fortæller hun. 

Sygdommen gør det blandt andet svært for hende at genkende ansigter, og det fører ofte til akavede møder, når hun henvender sig til forkerte mennesker og »næsten giver dem et kram.«

Dench er især kendt for sine roller i 'Shakespeare in Love', 'Mrs. Brown' og ikke mindst rollen som M i otte James Bond-film over en 20-årig periode.

Hendes betydning for britisk tv, film og teater er så stor, at hun i 1988 blev udnævnt til Dame Commander of the Order of the British Empire – en af Storbritanniens fornemste hædersbevisninger, som giver hende ret til at bruge titlen Dame. 

I 2005 modtog hun endnu en særlig anerkendelse, Order of the Companions of Honour, der tildeles personer, som gennem en længere årrække har ydet en enestående indsats inden for blandt andet kunst, videnskab og samfundsliv.

Judi Dench udgiver sine erindringer i november under titlen: 'Is It Too Late to Make a Run for It?'

I den anledning talte hun i sidste uge med avisen The Times, hvor hun proklamerede, at hun ingen planer har om at gå på pension. 

»Jeg vil være som Newton Blick, som døde i sin garderobe efter en forestilling,« sagde hun blandt andet med henvisning til den britiske teaterskuespiller fra 1950erne og 1960erne og tilføjer:

»Jeg vil være en af de kvinder, som hopper i faldskærm, når de fylder 100.«