Incestanklager mod Hugh Hefner: Føltes som 'voldtægt'
Anklagerne kommer fra tvillingesøstre, der dannede par med Playboy-stifter.

Anklagerne kommer fra tvillingesøstre, der dannede par med Playboy-stifter.

Først anklagede Playboy-stifterens enke, Crystal Harris, ham for voldtægt, og nu er flere kommet på banen med lignende anklager, skriver Page Six.
Hugh Hefner var kendt for at stifte mandemagasinet Playboy i 1953 – et magasin, der blandt andet indeholdt billeder af afklædte kvinder.
Derudover boede han i sit 'Playboy Mansion' i Los Angeles, hvor flere unge kærester, boede sammen med ham.
Blandt kæresterne var tvillingesøstrene Karissa og Kristina Shannon på 37 år, som dannede par med Hugh Hefner i 18 måneder.
I programmet 'The Girls Next Door' fortæller de ifølge mediet, hvordan sex med Hugh Hefner føltes som »voldtægt«, og at han konstant forsøgte at få dem til at overskride deres egne grænser med et helt specifikt ønske.
»Han forsøgte at tvinge mig og min søster til at have sex med hinanden. Vi gjorde det aldrig. Det vil jeg gerne slå fast. Vi har aldrig, aldrig haft incestuøs sex,« fortæller Karissa Shannon til mediet og uddyber:
»Vi lod som om. Vi lod som om hver eneste gang. Og det var forfærdeligt. Vi lod som om hele vejen igennem.«
Søstrene dannede par med Playboy-stifteren, fra de var 18 til 20 år gamle.
Hugh Hefner døde i 2017, 91 år gammel.
Ingen fra Hugh Hefners dødsbo har kommenteret på de nye anklager, men i 2022 i dokumentarserien 'Secrets of Playboy' rettede flere tidligere kvindelige og mandlige ansatte alvorlige anklager mod Hefner.
Her gik hans søn Cooper Hefner ud og forsvarede ham.
'Uanset hvor ukonventionel han var, var han oprigtig og levede ærligt. Han var generøs af natur og nærede dyb omsorg for andre mennesker. Disse smudsige historier er et skoleeksempel på, hvordan fortrydelse bliver til hævn,' skrev sønnen på X i 2022.
Derudover har flere hundrede tidligere ansatte, anført af Hefner-familien, underskrevet et åbent brev, hvor de forsvarede Hugh Hefners karakter og beskyldte dokumentarserien for at bringe ensidige og udokumenterede påstande på banen.