Han var knapt nok gået i gang med det, der skulle være hans 'comeback'-koncerter.

Nu har den amerikanske sanger Barry Manilow måttet aflyse flere på grund af sygdom.

Det skriver magasinet People.

I torsdags stod den 83-årige 'Mandy'-sanger for første gang på scenen i Las Vegas, efter han i sommer måtte aflyse en række koncerter og til sidst helt måtte trække sig og melde ud, at han nu ville tage »en pause«.

Denne uge var det planen, at han skulle vende tilbage til scenen i forbindelse med hans planlagte shows på Westgate Las Vegas Resort & Casino.

Torsdagens koncert – den første i rækken – formåede han at gennemføre.

Barry Manilow ses her på scenen i 2025. Foto: Michael Tran/AFP/Ritzau Scanpix

Men fredagens koncert måtte 'Copacabana'-sangeren ifølge lokale medier aflyse, efter han havde sunget to sange og måtte forlade scenen.

Kort efter kom meldingen også om, at han måtte aflyse lørdagens koncert.

»Efter en triumferende comeback-koncert torsdag blev Barry ramt af bronkitis og måtte aflyse sine koncerter fredag og lørdag,« oplyser repræsentanter for musikeren til Variety.

Barry Manilow oplyste i december 2025, at han måneden forinden havde fået konstateret lungekræft i stadie 1 og havde gennemgået en lobektomi, som er en operation, hvor en hel lungelap fjernes, så det resterende sunde væv kan udvide sig og fungere.

Kræftsygdommen blev opdaget, da sangeren fik foretaget en MR-scanning, mens han var i gang med at komme sig efter længerevarende bronkitis, der er en betændelsestilstand i slimhinderne i luftvejene.

»Ved scanningen fandt man et kræftområde i min venstre lunge, som skal fjernes. Det er rent held (og en fantastisk læge), at det blev opdaget så tidligt. Det er den gode nyhed,« oplyste Barry Manilow ifølge People selv dengang.