Frank Sinatras datter i heftigt Trump-angreb: 'Det er blasfemi'
Nancy Sinatra er ikke fan af den amerikanske præsident.

Nancy Sinatra er ikke fan af den amerikanske præsident.

USAs præsident, Donald Trump, har det med – meget umotiveret – at dele sange af musikere, han ikke bryder sig om. Selv uden tilladelse.
Tidligere er det gået ud over Neil Young, Rolling Stones og Alphaville – og nu også Frank Sinatra, der gik bort i 1998.
Søndag delte Donald Trump en video på sit eget sociale medie, Truth Social, hvor Frank Sinatra fremfører sit verdenshit 'My Way' fra 1969.
Du kan se videoen nederst i artiklen.
Det fik en bruger på X til at reagere med ordene: »Nancy Sinatra bliver ikke glad for det her. Trump er imod alt det, Frank stod for. Han var en stor forkæmper for ligestilling og støttede borgerrettighedsbevægelsen.«
Og det faldt ganske rigtigt ikke i god jord hos 85-årige Nancy Sinatra, der er Frank Sinatras ældste datter.

»Det er blasfemi,« skriver hun i et X-opslag.
Men selvom sangerinden mildt sagt er utilfreds med præsidentens brug af sin fars musik, er der juridisk set ikke meget, hun kan gøre.
Det skriver Bild.
For selvom det var Frank Sinatra, der gjorde sangen verdenskendt, var det ikke ham, der skrev den og dermed ejer rettighederne.
Sangen er baseret på den franske chanson 'Comme d’habitud' af Claude François, mens den engelske tekst er skrevet af Paul Anka.
Claude François døde i 1978, hvorimod Paul Anka fortsat lever. Han har ikke udtalt sig om striden med den amerikanske præsident.
Det er ikke første gang, at Nancy Sinatra tager afstand fra Donald Trump.
Tilbage i december reagerede hun på en video, der viste USAs omstridte immigrationsmyndighed ICE i aktion.
»Det er ikke min fars Amerika. Han ville være knust. Trump tager fejl på så mange måder,« skrev hun og irettesatte en bruger, der mente, at hendes far ville have kunnet lide Trump.
»Læs op på tingene, inden du gør dig selv til grin. Min far ville HADE Trump.«