Forsanger indlagt: Deep Purple aflyser koncerter


Det britiske rockband Deep Purple aflyser to koncerter i Tyskland, fordi forsanger Ian Gillan er blevet indlagt på hospitalet.
Det skriver bandet i et opslag på Instagram.
Aflysningen kommer få dage efter, at bandet spillede i Danmark i Royal Arena i København.
Bandet skulle have spillet lørdag aften i Leipzig og søndag aften i Hamburg, men grundet 81-årige Ian Gillans "akutte sygdomstilfælde" aflyses koncerterne.
Deep Purple uddyber ikke, hvad forsangeren fejler, men udtrykker sympati med skuffede fans.
- Vi forstår, at meddelelsen kommer med kort varsel, og vi deler skuffelsen hos alle vores fantastiske fans over, at vi ikke kan optræde i Leipzig og Hamburg, skriver bandet.
Bandet tilføjer i opslaget, at der bliver arbejdet på at finde andre datoer for koncerterne.
Deep Purple er blandt andet kendt for sangen "Smoke on the Water" med sit ikoniske guitarriff.
Opdateres...
RITZAU