Den britiske skuespiller Minnie Driver har været involveret i en bilulykke i Frankrig.

I en video på Instagram fortæller hun, at hun er »i chok«, men »taknemmelig for at være i live«.

»Jeg var involveret i en virkelig slem bilulykke for et par dage siden med min ven Ben,« siger den 56-årige:

»På en eller anden måde slap vi fra det. Vi kunne ikke gå derfra. Vi kravlede ud af det. Men vi slap levende fra det.«

»Jeg har en forstuvet nakke, og jeg er virkelig i chok og græder nærmest hele tiden, men jeg skal nok komme mig,« siger hun i videoen, hvor hun ligger i sin seng med en nakkekrave på.

I en tilhørende tekst sender hun en ‘stor tak til varevognschaufføren, der stoppede og hjalp os, før ambulancerne nåede frem’.

Ligesom hun sender en stikpille til den bilist, der satte farten ned, betragtede situationen og kørte videre uden at stoppe.

»De må være denne verdens Dao (kinesisk religion, red.) – lyset og mørket,« skriver hun.

Skuespilleren, der er kendt fra den seneste sæson af Netflix-serien 'Emily in Paris', beskriver, at ulykken skete på en landevej midt i Frankrig, hvor en anden bilist ikke stoppede i et kryds.