Efter en koncert i København den 19. maj er verdensstjernen Tori Amos kommet til skade.

I et Instagram opslag beskriver hun selv det dramatiske uheld, hun og hendes tourbus var involveret i.

»I går aftes, da vi kørte fra København til Stockholm, stødte vi uventet på en elg på 1,80 m og 680 kg, der vandrede tværs over vejen,« skriver hun.

Heldigvis formåede chaufføren at undvige, det store dyr og undgå en kollision:

»Så det, der kunne have været en forfærdelig ulykke, blev afværget.«

Men sangeren, der netop havde rejst sig fra sit sæde, blev ved manøvren slynget rundt i bussen.

»Jeg slog siden af mit ansigt. (Ja, det kommer til at efterlade et mærke.) Så hvis det i den kommende uge eller deromkring ser ud, som om jeg har været i ringen med Ronda Rousey, (Amerikansk professionel wrestler, red.) så ved I nu hvorfor,« skriver hun ikke uden humor i opslaget, som hun i øvrigt har kaldt ‘Moose on the loose’.

På trods af uheldet fortsætter touren, der i de kommende dage skal bringe Tori Amos  først til Norge og siden til Finland.