Dokumentarfilmen 'Musk', som ikke overraskende handler om Elon Musk, har ikke engang haft premiere for offentligheden endnu.

Men efter at den blev vist tirsdag på Venice Film Festival, hvor den efter sigende blev hyldet med et fireminutters stående bifald, har flere af rigmandens ekskærester, der optræder i dokumentaren, stået frem med en opsigtsvækkende kritik.

Det skriver TMZ

Justine Wilson, som var Elon Musks første kone, fortæller i dokumentaren om, hvor giftigt det tidligere ægtepars forhold var, og hvordan han fik hende til at føle sig usynlig i forholdet. 

»Jeg lærte begrebet gaslighting gennem mit forhold med Elon,« skal Justine Wilson ifølge mediet sige i den kommende dokumentar om eksmanden. 

Han skulle konstant være kommet med bemærkninger om hendes mangler, og mens de dansede brudevals have udtalt:

»Jeg er alfaen i det her forhold.«

Elon Musk, der lige nu vurderes som verdens rigeste person, har seks børn med ekskonen Justine Wilson, som altså ikke har mange pæne ting at sige om rigmanden. 

I alt har han 14 børn, hvoraf hans første barn, Nevada Alexander Musk, som han fik med Justine Wilson, døde blot 10 uger gammel af vuggedød. 

Udover Elon Musks første ekskone, kommer ekskæresten Ashley St. Clair, som han har en søn med, også med beskyldninger mod ham. 

'Musk'-dokumentaren får premiere i oktober i USA, mens premieredatoen i Danmark stadig er uvis.

Den er instrueret af den Oscar-vindende dokumentarist Alex Gibney.