Efter voldsom død: Rob Reiner vinder pris
Rob Reiner er blevet hædret posthumt med en Emmy-pris. Hans søn blev i august tiltalt for drab.

Rob Reiner er blevet hædret posthumt med en Emmy-pris. Hans søn blev i august tiltalt for drab.

Filminstruktøren og skuespilleren Rob Reiner, der blev fundet knivdræbt i december 2025, fik natten til mandag dansk tid en Emmy posthumt for sin gæsteoptræden i dramakomedieserien "The Bear".
Da Rob Reiners navn blev råbt op, reagerede publikum i Peacock Theater i den amerikanske storby Los Angeles, hvor uddelingen fandt sted, med stående ovationer.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt Variety.
Rob Reiner og hans hustru, filmproducenten Michele Singer Reiner, blev fundet døde i parrets hjem i Los Angeles-forstaden Brentwood den 14. december sidste år.
Den 78-årige instruktør og skuespiller og den 70-årige producent blev fundet dræbt med adskillige knivstik. Det var deres egen datter, der fandt dem.
Få timer senere blev parrets søn Nick Reiner anholdt og sigtet for drab under særligt skærpede omstændigheder.
I august blev Nick Reiner tiltalt for knivdrab.
Han nægter sig skyldig.
RITZAU