Det sendte chokbølger gennem Hollywood, da det tidligere på ugen kom frem, at skuespiller Daveigh Chase tirsdag gik bort i en alder af blot 35 år.

Nu sætter skuespillerens mor, Cathy Chase, ord på det voldsomme tab.

Moderen fortæller om de smertefulde år, der løb forud for skuespillerens tidlige død til flere medier, herunder People og Daily Mail.

Ifølge skuespillerens far og mangeårige manager var dødsårsagen bakteriel meningitis og blodinfektion. Ifølge manageren var Daveigh Chase desuden blevet indlagt på hospitalet på grund af underernæring inden sin død.

Selv fandt moderen ud af den tragiske nyhed, da hun læste den på flere medier. En oplevelse, som beskrives som en choktilstand.

»Da jeg indså, at flere etablerede medier skrev det samme, indså jeg, at det var sandt. Jeg er knust. Det føltes, som om al luften blev presset ud af mig, mens jeg eksploderede indeni,« fortæller hun ærligt og åbent til Daily Mail.

Daveigh Chase, som især var kendt for sin rolle i gyserfilmen 'The Ring' og for at lægge stemme til Disney-karakteren Lilo fra 'Lilo & Sticth' havde ifølge sin mor levet et hårdt liv de seneste år.

Det skulle være en motorcykelulykke i 2016, der blev startskuddet på en ødelæggende livsstil, fortæller moderen.

Skuespilleren blev ordineret smertestillende medicin på grund af en rygskade, hvilket ifølge moderen kastede hendes datter ud i en destruktiv spiral præget af alvorlige problemer med stoffer.

Herefter skulle moderen ikke længere kunne kende sin datter, hvorfor hun i slutningen af 2019 ser sin datter for allersidste gang.

Det sidste møde skete i et fængsel, hvor den tidligere skuespiller afsonede en straf for to indbrud.

Daveigh Chase trak sig tilbage fra skuespil i 2015.