Når Ed Sheeran i aften går på scenen i Philadelphia i USA, er det første gang han spiller koncert, siden han droppede rapperen Macklemore.

Tidligere på ugen blev den amerikanske rapper revet af plakaten som opvarmning for Ed Sheeran. Det skete efter Macklemore fra scenen havde sagt 'Befri Palæstina'.

At beslutningen har fået konsekvenser for Sheeran, vil tydeligt kunne ses, når han klokken 20 lørdag aften går på scenen i Lincoln Financial Field i Philadelphia. Det skriver mediet Lad Bible.

For det første har propalæstinensiske grupper planlagt at demonstrere uden for koncertstedet, hvilket har fået det lokale politi til at bekymre sig for sangerens sikkerhed.

»Vores betjente er i dialog med hans team for at sikre, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger til beskyttelse og for at garantere Sheerans sikkerhed,« siger talsmand for Philadelphia Police Department, Jasmine Reilly ifølge mediet.

Som om det ikke er nok, er koncertstarten også rykket.

Under den hidtidige Loop-tour, er koncerterne begyndt med et opvarmningsband klokken 17:30. Men i aften er koncerten først sat til at gå i gang klokken 20.

Det, mere end antyder ifølge mediet, at Ed Sheeran til aftenens koncert står alene på scenen uden opvarmning.

I protest mod beslutningen om at droppe den amerikanske rapper trak alle Sheerans øvrige opvarmningsbands – heriblandt danske Lukas Graham – sig nemlig efterfølgende fra Loop-touren.

Dét selvom Ed Sheeran har meldt ud, at det ikke var hans beslutning at droppe rapperen, men derimod et ultimatum fra ejeren af Gillette Stadium, Robert Kraft, hvor Sheeran skal spille to koncerter i næste uge.

»Det var arrangørens beslutning, at Macklemore trak sig fra turneen – det var ikke min. Macklemores kontrakt for turneen var indgået med arrangøren, ikke med mig,« har Ed Sheeran skrevet i en meddelelse:

»Jeg ville aldrig svigte de fans, der havde lagt planer, og jeg ville heller ikke svigte turnécrewet og de andre opvarmningsbands og musikere, der er afhængige af mig for at få arbejde og tjene til livets ophold.«