Det kan godt være, at Russell Brand netop har blevet idømt en fængselsstraf på 10,5 år for én voldtægt og tre seksuelle overgreb.

Men den amerikanske præsidentsøn Donald Trump Jr. giver stadig sin fulde opbakning til den britiske komiker og skuespiller. 

»Nu skal han tilbringe årevis i fængsel for en voldtægt, som ingen har haft noget imod i de seneste 27 år,« som det ifølge People lyder i hans eget snakkeprogram 'Triggered'.

Donald Trump Jr. argumenterer videre for, at den påståede holdningsændring fra omverdenen over for Russell Brand er sket, fordi den nu dømte brite har lagt sit liv om, er blevet religiøs og har omfavnet en mere »konservativ livsstil«.

»Da han (Russell Brand, red.) var gift med Katy Perry og var en af de mest kendte skuespillere i verden, så ingen ud til at have et problem med ham,« siger præsidentsønnen også:

»Tag lige et skridt tilbage og tænk over, hvad det fortæller om et samfund, der ser ud til at afgøre dom og straf baseret på, hvem du er i stedet for, hvad du har gjort.«

Russell Brand fik sin strafudmåling i denne uge. Foto: Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix

Donald Trump Jr. kritiserer videre det britiske retssystem og samfund for håndteringen af hele sagen.

Og han konkluderer, at Storbritannien igen svigter – også i forhold til at udvise en ligelig fordelt retfærdighed.

Det skal siges, at de hændelser, som Russell Brand er blevet dømt skyldig for, fandt sted mellem 2004-09. Her fandt voldtægten sted i 2009 – hvilket altså er 17 år siden.

Det skal også siges, at Russell Brand så sent som i september i år deltog i en stor konference sammen med Robert Kennedy Jr. og Mehmet Oz, der begge er med i Trump-administrationen.