Den tidligere bandeleder Duane 'Keffe D' Davis er idømt fængsel på mellem 40 år til livstid for mordet på rapperen Tupac.

Det skriver Reuters.

Anklagere mener, at Davis, som i dag er 63 år, fik fat i den pistol, der blev brugt til at skyde rapperen i Las Vegas 1. september 1996.

De mener, at han organiserede angrebet som hævn for et skænderi på et kasino.

»Man kan ikke bare tage en mands familie. Man kan ikke tage hans liv, hele hans fremtid, og bare slippe afsted med det. Især når den mand er Tupac Shakur,« lød det fra dommer Carli Kierny, da hun offentliggjorde dommen. 

Retssagen begyndte i august, efter sagen havde været droppet i flere år, selvom politiet havde bandeleder Duane 'Keffe D' Davis i deres søgelys. 

Da han i 2019 offentliggjorde en selvbiografi, hvor han blandt andet skriver, at han fik fat i en pistol fra en bekendt, kiggede politiet endnu en gang mod ham.

Bandelederen blev anholdt i 2023, hvor han nægtede sig skyldig.

Tupac var kun 25 år, da han blev skudt på passagersædet af en SUV i Las Vegas. Han døde seks dage senere på hospitalet.

I næsten tre årtier har sagen stået som en af ​​Amerikas mest berygtede uopklarede sager.

Duane 'Keffe D' Davis har udtalt, at han vil anke sin dom. Men ifølge lovgivningen i delstaten Nevada kan Davis dømmes for drab, selv om det ikke var ham, der trykkede på aftrækkeren og affyrede det dræbende skud.

Tupac er kendt for sangene 'California Love' og 'Changes'.