Dolly Parton er væk: Nu frygter ekspert for USA
Dolly Parton skabte fænomenet 'Dollitics'. Nu frygter dansk ekspert, hvad der sker uden hende.

Dolly Parton skabte fænomenet 'Dollitics'. Nu frygter dansk ekspert, hvad der sker uden hende.

Hun voksede op i dyb fattigdom i Tennessee og endte som en af USA's største stjerner.
Men Dolly Parton kunne mere end at synge.
Hun kunne noget, som i dagens USA nærmest virker umuligt: samle mennesker på tværs af den politiske kløft.
Det siger Inger H. Dalsgaard, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i amerikansk kultur og politik, til DR.
Efter Dolly Partons død sørger både religiøse konservative og lgbt+-miljøet over hende.
»Hendes død reaktiverer noget nostalgisk, fordi Dolly Parton er den sidste person, som alle amerikanere er enige om at elske,« siger Inger H. Dalsgaard.

Dolly Parton gjorde gennem årtier en dyd ud af ikke at blive placeret entydigt i én politisk lejr.
Hun takkede blandt andet nej til en præsidentiel frihedsmedalje fra både Donald Trump og Joe Biden, fordi hun ikke ønskede, at det skulle opfattes politisk.
Samtidig støttede hun vaccineforskning og talte åbent for lgbt+-rettigheder og homoseksuelle ægteskaber. Noget, som ellers kan splitte i USA.
»Vi er alle Guds børn. Vi er dem, vi er, og vi skal tillade, at man kan være, hvem man er. Hvis du er en god kristen, hvorfor dømmer du så folk? Det er Guds job – og vi er ikke Gud,« har Dolly Parton blandt andet sagt.
Den særlige balance har ligefrem fået sit eget navn: ‘Dollitics’.
Ifølge Inger H. Dalsgaard var Partons humor, selvironi og jordnære facon en del af forklaringen.
Og med hendes død kan USA have mistet den sidste superstjerne, der kunne samle næsten alle.
Og det »giver en frygt«, at den sidste, der havde evnen til at samle USA, ikke længere er her, understreger lektoren.