Dobbeltdrabet chokerede verden: Nu åbner Rob Reiners søn op om sit 'levende mareridt'
I et længere essay åbner Jake Reiner, søn af Rob og Michelle Reiner, som blev fundet knivdræbt i deres hjem i december, op om drabet på sine kendte forældre.

I et længere essay åbner Jake Reiner, søn af Rob og Michelle Reiner, som blev fundet knivdræbt i deres hjem i december, op om drabet på sine kendte forældre.

Det sendte chokbølger gennem det meste af verden, da det kom frem, at filminstruktør Rob Reiner og hans hustru Michelle var blevet fundet knivdræbt i deres hjem i Los Angeles.
Endnu større var chokket, da deres søn Nick blev anholdt under mistanke for at have stået bag de brutale drab på hans forældre.
Cirka fem måneder efter den uhyggelige sag og en måned efter, retssagen mod Nick Reiner tog sin begyndelse, åbner hans bror, Jake Reiner, nu op om det forfærdelige drab på deres forældre.
Det gør han i et længere essay på Substack, som har fået titlen 'Mor og Far'.
»Intet kan forberede en på, hvordan det føles at miste begge forældre på én gang. Det er alt for overvældende at begribe,« skriver han blandt andet og fortsætter:
»Jeg vågner stadig hver morgen og må overbevise mig selv om, at nej, det er ikke en drøm. Det her er virkelig mit levende mareridt.«

Essayet beskriver Jake Reiners gode forhold til hans forældre. Hvordan Rob Reiner var 'præcis så smuk en person derhjemme', som han var i offentligheden, hans mors gode humor og den fortrolighed, han havde med hende.
Men alt det ændrede sig 14. december, da hans forældre blev taget fra ham – og han husker tydeligt, hvor han var.
Han deltog i en mindehøjtidelighed for sin bedste ven, Christian Anderson, som døde i oktober, da han først fik ét opkald fra sin søster Romy, om at hans far var død, og så et andet, om at hans mor også var.
»Den 45 minutter lange Lyft-tur (en amerikansk app for fælleskørsel a la GoMore, red.) fra centrum til den vestlige del af byen var uudholdelig. Min verden, som jeg kendte den, var brudt sammen. Jeg var som i trance,« skriver han i essayet, som fortsætter:

»Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var nødt til at komme hjem til mit barndomshjem. Jeg var nødt til at komme hen til min søster. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad fanden der lige var sket.«
Det var angiveligt søsteren, der fandt deres forældre døde på gulvet i deres hjem i Los Angeles efter at være blevet alarmeret af en massør.
Retssagen mod Nick Reiner begyndte 23. februar.
Her er han tiltalt for to tilfælde af overlagt mord, men han har nægtet sig skyldig.