Céline Dion åbner op om sygdom: Led i 17 år før diagnosen
Det tog næsten to årtier før Céline Dion fandt ud af, hvorfor hun havde så mange smerter, og hvorfor det gik udover sangerindens stemme.

Det tog næsten to årtier før Céline Dion fandt ud af, hvorfor hun havde så mange smerter, og hvorfor det gik udover sangerindens stemme.

De sidste seks år, har My Heart Will Go On-sangeren kun optrådt en enkelt gang.
Det har ikke været med Céline Dions gode vilje, men fordi hun længe har kæmpet med helbredet.
I dag ser den canadiske sanger tilbage på knap to årtier, hvor hun led af smerter, før hun endeligt fik sin diagnose i 2022.
Dion åbner op om perioden i et nyt interview til det amerikanske modetidsskrift, Harper's Bazar.
Der skulle gå 17 år med symptomer, før den verdenskendte sanger fik diagnosen.
Dion lider af den sjældne autoimmune sygdom stiff person syndrom (SPS), der giver stivhed og kramper i musklerne. Desuden får den kroppen til at danne antistoffer mod sit eget væv.
Der findes ingen behandling, kun medicin som kan lindre smerterne.
Sygdommen gik udover Celine Dions stemme, så hun i perioder ikke har kunnet synge.
Ifølge mediet følte Dion sig »sindssyg, upålidelig og retningsløs,« når hun skuffede sine fans ved at aflyse koncerter i sidste øjeblik samt en hel turné i 2023.
Hun følte, at hun løj over for fansene, indtil hun fik diagnosen stiff person syndrom, der kunne forklare de stærke smerter og den manglende evne til at gå, hun havde kæmpet med i årevis.
Siden diagnosen har Dion fået medicin og hjælp gennem fysio-, stemme- og immunterapi. Hun dyrker også pilates og ballet flere gange ugentligt for at holde sine musklers smidighed ved lige.
Fra 12. september er Céline Dion tilbage på den store scene.
Det kommer til at foregå i Paris, hvor hun frem til 29. maj 2027 vil afholde 26 koncerter.