Han er kendt fra nogle af de største musicaler på Broadway. 

Aaron Lazar har været med i succeser som Les Misérables, The Phantom of the Opera og The Last Ship.

De seneste 25 år har han haft en fornem karriere i nogle af de største, klassiske musicaler.

Men i 2022 blev alt forandret for den dengang 46-årige skuespiller. 

Han blev nemlig diagnosticeret med den frygtede og uhelbredelige nervesygdom ALS. 

Sygdommen udvikler sig langsomt, men er nu alligevel så fremskreden, at han er lænket til en kørestol. 

Han kan ikke bruge hænder, arme og ben, og har brug for hjælp fra en særlig maskine for at kunne trække vejret.

I det hele taget har han brug for hjælp 24 timer i døgnet. 

Derfor har hans familie startet en indsamling på GoFundMe, skriver flere medier. Blandt dem Daily Mail.

Udgifterne til medicin og behandling løber efterhånden op over 300.000 dollar om året, små to millioner danske kroner. 

Det er hans bror, Chad Lazar, og deres far, Paul Lazar, der er taget initiativ til indsamlingen.

Målet er at indsamle 500.000 dollar for at betale stjernens lægeregninger.

Derudover er håbet, at pengene kan hjælpe med at forsørge hans to teenagersønner, Julian på 16 år og Adrian på 14, som han har med ekskonen LeAnn.