Britney Spears i opråb: 'Botox har virkelig ødelagt mit ansigt'
'Toxic'-sangerinden lukker nu offentligheden ind i sine kosmetiske indgreb og hævder nu, at de har ødelagt hendes ansigt.

'Toxic'-sangerinden lukker nu offentligheden ind i sine kosmetiske indgreb og hævder nu, at de har ødelagt hendes ansigt.

Man må lide for skønheden og i forsøget på at se yngre ud.
Som bekendt er det heller ikke uden risici at få diverse kosmetiske indgreb – og det kan den amerikanske sangerinde Britney Spears formentlig skrive under på.
Hun advarer nu sine mange fans om brugen af Botox – efter sin egen dårlige erfaring med det.
'Jeg hader at gå til lægen. Den dårlige Botox har virkelig ødelagt mit ansigt. Jeg har fundet mit eget virkemiddel nu,' skriver hun i et opslag på Instagram, der er ledsaget af en video.
I videoen bruger 'Womanizer'-sangerinden en såkaldt dermaroller, som er et hudplejeredskab, der angiveligt giver huden glød og reducerer fine linjer i ansigtet.
Det er dog ikke første gang, at den verdenskendte sangerinde åbner op om sine dårlige erfaringer med skønhedsbehandlinger.
For tidligere denne sommer beskrev hun også på sociale medier, hvordan hun i dag fortrød sine kosmetiske injektioner.
Ifølge E News beskrev Britney Spears tidligere på sommeren på sin Instagram-profil, hvordan hun havde fået så meget Botox, at hendes venstre øje var begyndt at hænge – og at øjet først for nylig er blevet normalt igen
I samme video italesatte hun, hvordan hun var flov over resultatet og åbnede op omkring de mange bivirkninger, hun havde fået af Botox.
»Piger, I skal være forsigtige. Hvis I bruger Botox kan det virkelig få jer til at ødelægge jeres øjne,« udtalte hun i videoen.
Britney Spears advarede også om, at botoxklinikker og de kosmetiske sygeplejersker ville prøve at ændre kunders udseende og ødelægge dem, hvorfor hun nu kom med en opfordring til, at man skal være forsigtig med sin krop.