'Jeg er dybt fortvivlet, mens jeg skriver dette i aften.'

Sådan indleder skuespiller Bryan Cranston, der er kendt for sin hovedrolle som Walter White i serien 'Breaking Bad', et nyt opslag på Instagram. 

Her reagerer han på den tragiske nyhed om, at hans kollega og søn i serien, RJ Mitte, der spillede Walter White Jr., er gået bort i en alder af 34 år. 

Ifølge Bryan Cranston er dødsårsagen selvmord, hvilket en repræsentant også har bekræftet over for TMZ.

'Det er især knusende at høre, at han tog sit eget liv. Hvorfor? Vi skrev sammen for bare få uger siden og prøvede at finde ud af, hvornår vi kunne mødes til frokost. Jeg ved ikke, om den frokost ville have ændret hans fremtid …'

'Men jeg ved, at jeg elskede ham og nød at være sammen med ham gennem årene i serien, og efter at rampelyset på 'Breaking Bad' var aftaget …'

RJ Mitte blev 34 år gammel.  Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

Bryan Cranston slutter opslaget med at skrive, »han vil savne sin søn«. 

Aron Paul, der spillede Jesse Pinkman i serien, fortæller til The Hollywood Reporter, at han er fuldstændig fortabt. 

»Jeg er knust over denne nyhed. RJ, jeg elsker dig, min ven. Du vil blive savnet. Og til den, der tilfældigvis læser dette, skal I vide, at I er elsket, og at I ikke er alene. Husk altid det,« lyder det i en erklæring fra skuespilleren. 

Skuespilleren Dean Norris, der spillede RJ Mittes onkel Hank Schrader i serien, skriver i et opslag på X, at han var på arbejde, da han blev bekendt med dødsfaldet.

'Mit hjerte er knust. Selvom RJ ikke spillede min søn på tv, holdt jeg altid øje med ham, da han var barn på settet. Han var en utrolig sød ung mand, og han vil blive savnet dybt. Det er så hjerteskærende – jeg kan slet ikke forstå det. Mine tanker går til ham og hans familie,' fortsætter han. 

Ifølge talspersonen døde den 34-årige skuespiller mandag i delstaten Texas. 

RJ Mitte levede med cerebral parese, hvilket også var synligt, da han medvirkede i hitserien. Han brugte siden sin berømmelse til at sætte fokus på cerebral parese og kæmpe for rettighederne for mennesker med handicap.

Herunder kan du se hele Bryan Cranstons opslag på Instagram, hvor han reagerer på RJ Mittes tragiske død.