Der har været store triumfer og masser af omtale i den Oscar-vindende skuespiller Brad Pitts karriere.

Men lige nu er det et søgsmål, der trækker overskrifter om den 62-årige Hollywood-stjerne.

Det skriver The Sun, som har citeret Air Mail.

Det er herreplejemærket Beau D., som blandt andet sælger intimprodukter – herunder en peniscreme kaldet 'D. Cream' – der nu har rettet kritik mod Pitt.

Sagen drejer sig om, at Beau D. anklager hudplejebrandet Le Domaine, som Brad Pitt var med til at starte i 2022, og som siden har skiftet navn til Beau Domaine, for at kopiere deres navn.

Ifølge Beau D. minder de to virksomheder for meget om hinanden, og virksomheden anklager Pitts virksomhed for både varemærkekrænkelse og illoyal konkurrence.

Derfor kræver virksomheden 75.000 dollar – svarende til cirka 480.000 danske kroner – i erstatning. Samtidig ønsker firmaet en retskendelse, der skal forhindre Pitts virksomhed i fremover at bruge navnet Beau Domaine.

Beau D. fortæller til Air Mail, at søgsmålet »ikke handler om omtale eller straf«.

»Det handler om at beskytte integriteten i det, vi har brugt år på at bygge op, og om at sikre, at uafhængige brands har ret til at vokse uden at blive overskygget eller udvandet,« siger grundlægger Brandon Palas til Air Mail. 

Det fremgår ikke, om medierne har forsøgt at kontakte Brad Pitt eller Beau Domaine.