Verdens mest legendariske rockband, The Beatles, har tirsdag delt en mystisk besked på sin officielle hjemmeside.

'Gode ting kommer til dem, som Venter', står der på forsiden over et ur, som tæller ned.

Tirsdag eftermiddag klokken 16.15 viser tælleren 21 timer og 44 minutter.

Hvad der sker, når tiden løber ud, vides endnu ikke.

Under tælleren står der: 'Spændende nyt kommer snart ...', ligesom der er mulighed for at skrive sig op til en mail-liste.

På sitet er også en video, som viser æbler trille gennem højt græs.

Beatles blev opløst i 1970, og i 1980 døde bandets medstifter og sanger John Lennon.