Den verdenskendte vildmarksmand og overlevelsesekspert Bear Grylls er havnet i et massivt stormvejr på de sociale medier.

Det skyldes, at den britiske tv-stjerne i maj 2024 døbte skuespilleren Russell Brand i floden Themsen – en mand, der torsdag blev dømt for voldtægt.

Bear Grylls er globalt mest kendt for sine ekstreme overlevelsesprogrammer, hvor han guider seerne igennem vildmarkens farer. 

I en særlig VIP-version har han desuden haft prominente personligheder med i terrænet, heriblandt USA's tidligere præsident Barack Obama og netop Russell Brand.

Men det var ikke den eneste gang, at overlevelsesikonet tilbragte tid med den britiske komiker.

I maj 2024 valgte Bear Grylls således personligt at døbe Russell Brand i Themsen og dele optrinnet på de sociale medier. Dåbshandlingen fandt sted på et tidspunkt, hvor der i forvejen florerede alvorlige anklager om voldtægt mod Brand i offentligheden.

Instagram

Nu rykker vildmarksmanden selv ud på det sociale medie X for at forsvare sin omstridte handling:

'Brands tro virkede ægte på mig på det tidspunkt, hvor jeg var gæst ved hans private dåb,' skriver han i opslaget og tilføjer:

'Det er op til domstolene og Gud at dømme. Jeg ville aldrig ønske at afskrække nogen fra at finde troen.'

Samtidig forholder Bear Grylls sig direkte til det faktum, at Russell Brand nu er blevet kendt skyldig og dømt for voldtægt:

'Retfærdigheden er sket fyldest.'