Den amerikanske skuespiller Kaylee Hottle er død i en alder af 18 år efter en alvorlig bilulykke.

Det oplyser hendes far, Joshua Hottle, i en 23 minutter lang livestream på Facebook, som efterfølgende er blevet bekræftet af TMZ.

Ifølge faren blev han kontaktet af myndighederne, som fortalte, at datterens hjerte var stoppet på vej til hospitalet. 

Han fløj efterfølgende til Maryland for at hente hendes lig.

Kaylee Hottle var døv, og blev især kendt for rollen som Jia i Godzilla vs. Kong fra 2021. Senere vendte hun tilbage i samme rolle i Godzilla x Kong: The New Empire.

I filmene spiller hun en teenager, der bor på Skull Island med sin adoptivmor, Dr. Ilene Andrews, som spilles af Rebecca Hall. 

Figuren kommunikerer med King Kong ved hjælp af tegnsprog.

I et interview med Chron i 2024 fortalte Hottle, at hun fik rollen, efter at castingdirektør Sarah Halley Finn havde set hende i en reklame for videotolkningsappen Convo.

Hun fortalte også, at instruktør Adam Wingard gennemgik manuskriptet med hende, mens hendes forældre hjalp med at oversætte det.

For sin præstation i Godzilla x Kong: The New Empire blev Hottle nomineret til en Saturn Award i kategorien Bedste præstation af en yngre skuespiller.

Hun medvirkede desuden i en episode af CBS-serien Magnum P.I. i 2021.

Efter nyheden om hendes død delte hendes skole en kondolence på Facebook.

'Vores hjerter er hos Kaylees familie, venner, klassekammerater og alle, der kendte og elskede hende i denne utroligt svære tid.'