Da Rikke Kristine Nissen fik brystkræft, gjorde hun noget, hun aldrig har gjort før. Hun bad om hjælp. Syv kvinder slog ring om hende. Skemalagde omsorgen og lavede vagtplaner, så hun aldrig var alene.

En forårsaften sad otte kvinder på en restaurant i det indre København. De glemte næsten, hvorfor de var der. Der blev grinet meget, Rikke Kristine Nissen græd også lidt.

For det var på grund af hende, at de sad samlet om bordet. Eller – på grund af den knude, hun havde fundet øverst i sit højre bryst.

»Jeg dør ikke af det,« havde hun nøgternt konstateret, da hun ringede til den første af de syv kvinder. Men angsten for at dø buldrede alligevel rundt i kroppen på hende. Nu sad de her. Hun anede ikke, hvordan det ville ende. Hun vidste kun, at hun ikke kunne gå gennem det alene.

Kriser er svære. Både at være i, men også at være tilskuer til. For hvad skal man sige? Hvornår trænger man sig på? Og hvornår ligger man andre til last?

LOG IND PÅ BT PLUS og læs om hvordan Cecilie Frøkjær og Maria Thastum blev en del af Rikke Nissens 'Cancer Klan' og hjalp hende igennem hele sygdomsforløbet med hjælp fra to do-lister og vagtplaner.


Da Rikke Kristine Nissen fik brystkræft, gjorde hun noget, hun aldrig har gjort før. Hun bad om hjælp. Syv kvinder slog ring om hende. Skemalagde omsorgen og lavede vagtplaner, så hun aldrig var alene.

En forårsaften sad otte kvinder på en restaurant i det indre København. De glemte næsten, hvorfor de var der. Der blev grinet meget, Rikke Kristine Nissen græd også lidt.

For det var på grund af hende, at de sad samlet om bordet. Eller – på grund af den knude, hun havde fundet øverst i sit højre bryst.

»Jeg dør ikke af det,« havde hun nøgternt konstateret, da hun ringede til den første af de syv kvinder. Men angsten for at dø buldrede alligevel rundt i kroppen på hende. Nu sad de her. Hun anede ikke, hvordan det ville ende. Hun vidste kun, at hun ikke kunne gå gennem det alene.

Kriser er svære. Både at være i, men også at være tilskuer til. For hvad skal man sige? Hvornår trænger man sig på? Og hvornår ligger man andre til last?

Hjælp

I 2013 fik Rikke Kristine Nissen konstateret brystkræft. Hun var 46 år, direktør, alene med en datter på syv år og anede ikke, hvad hun skulle stille op.

Normalt var hun ikke typen, der ‘bad om hjælp’. Og hun var ’ved gud heller ikke typen, der åbnede op for sit privatliv’.

Rikke Kristine Nissen på hospitalet – inden håret faldt af. Privatfoto
Rikke Kristine Nissen på hospitalet – inden håret faldt af. Privatfoto
Vis mere

»Normalt har jeg arbejdet mig ud af mine kriser. Givet den en ekstra skalle og anstrengt mig lidt mere. Men det her kunne jeg ikke arbejde mig ud af. For første gang i mit liv oplevede jeg, at jeg var dødelig. At jeg var svag. Det var svært og tog tid at erkende, men jeg vidste intuitivt, at jeg havde brug for mennesker omkring mig i den her situation,« siger Rikke Kristine Nissen. Hun har netop udgivet bogen ’Min cancer-klan’. En bog om, hvordan hun kom igennem krisen ved hjælp af et uvurderligt netværk.

Erkendelsen fik hende til at gribe telefonen og sige: ’Jeg er syg. Jeg behøver hjælp. Vil du være med?’.

De første veninder sagde ubetinget ja. Det gjorde de næste også. Så blev det lidt lettere at spørge. Hurtigt havde hun samlet syv kvinder, der ville hjælpe hende. Hun døbte gruppen ’cancer-klanen’.

»Jeg tænkte, at jo flere vi var des bedre. Så var det ikke for stor en byrde. Jeg havde behov for, at ingen løb træt i det. Min tætteste familie var meget berørt, så det var ikke hos dem, den nøgterne råkraft lå. Jeg valgte de solide sten at træde på for at komme over åen. Både tætte veninder, men også dem med flest ressourcer,« siger Rikke Kristine Nissen.

Stiftende generalforsamling for klanen. Privatfoto
Stiftende generalforsamling for klanen. Privatfoto
Vis mere

Hår

En af dem, hun ringede til, var Maria Thastum. Hun var ikke en nær veninde, men derimod en arbejdsrelation fra et konkurrerende firma. Det var grænseoverskridende, men Rikke Kristine Nissen vidste, at Maria Thastum var en af de ’solide sten’. Og Maria Thastum tøvede ikke med at sige ja.

»Jeg betragtede det som et privilegium at blive lukket ind. Når det handler om sygdom, står man ofte der og tripper, og ved ikke, hvad man skal sige. Rikke gav mig en vej at gå ad ved helt direkte at sige, at hun behøvede hjælp. Det gjorde det meget nemmere,« siger Maria Thastum, der var med på et af de helt afgørende tidspunkter i sygdomsforløbet. Det var hende, der kronragede Rikke Kristine Nissens hoved, da kemoen fik håret til at drysse af. I solidaritet kronragede hun også sig selv.

»Jeg havde været skaldet før, så for mig betød det ikke så meget. Men for Rikke betød det alt,« siger hun.

10. august klippede Maria Thastum både sig selv og Rikke Kristine Nissen skaldede. Privatfoto
10. august klippede Maria Thastum både sig selv og Rikke Kristine Nissen skaldede. Privatfoto
Vis mere

Klanen var der også, når mindre opgaver skulle klares. Når der skulle købes ind, når Rikke Kristine Nissens datter skulle køres til forskellige ting, når hun blev dårlig af kemoen og havde lyst til salte mandler. Når hun ikke havde lyst til at sove alene eller bare have brug for et kram. Da hun midt i det hele skulle flytte eller da hun ikke kunne overskue at afbestille en planlagt rejse. Alt blev sat i system og planlagt.

For den aften på restauranten i København, hvor cancer-klanen holdt stiftende generalforsamling, blev der indsat en koordinator.

»Min klan hjalp mig med at holde fast i mit liv og min hverdag. Det ved jeg, at jeg ikke havde kunnet uden dem. Det har gjort hele forskellen på, om jeg skulle kravle igennem forløbet og bruge årevis på at komme op at stå, eller om jeg kunne gå nogenlunde oprejst igennem,« siger Rikke Kristine Nissen.

Håb

Et andet af klanens medlemmer er Cecilie Frøkjær. Hun påtog sig bl.a. opgaven at tage med på hospitalet. Til undersøgelser, til kemobehandlinger, til samtaler og operation. En tjans, der lå i arbejdstiden, og som også kom til at gribe ind i tv-værtens privatliv.

»Jeg er alene med mine børn, så jeg måtte ringe til mine forældre og sige: ’Rikke har brug for mig. Kan jeg regne med jer til at passe børnene?’ De sagde ja. Det samme gjorde min arbejdsplads i det omgang, det var muligt,« siger Cecilie Frøkjær.

Der var én vigtig regel i Cancer klanen: Rikke måtte aldrig tage på hospitalet alene. Her er hun omringet af veninder. Privatfoto
Der var én vigtig regel i Cancer klanen: Rikke måtte aldrig tage på hospitalet alene. Her er hun omringet af veninder. Privatfoto
Vis mere

Hun mener, at et vigtigt budskab med hele historien om cancer-klanen er, at man skal turde bede om hjælp.

»Man vil ikke være til besvær. Man vil ikke ligge nogen til last. Man vil ikke skylde nogen noget. Man vil ikke risikere et nej. Der er masser af angst og usikkerhed. Er jeg værd at hjælpe? Men man kan spørge sig selv: ’Hvis en ringede til mig og bad om hjælp, ville jeg så ikke sige ja?’ Jeg tror, der ligger mange positive overraskelser derude, for man vil opleve, at folk gerne vil hjælpe.«

I dag er Rikke Kristine Nissen kræftfri. Hun har fået et nyt bryst – og et nyt syn på livet. Og på det at bede om hjælp.

»Når man står i en krise, har man brug for mentalt at indstille sig på alle de ting, der ligger forude. Det kræver ro og overskud. Man har ikke tid til alt det praktiske. Man er i undtagelsestilstand og har brug for overskud til at finde sin indre soldat frem. Den soldat skal helst bakkes op af en hær, og det var præcis dét, min klan var.«

»Nogle spørger mig, om jeg ikke er bebyrdet af taknemmelighedsgæld. Nej, tværtimod. Jeg føler glæde over den taknemmelighed, som har ramt mig.«

En taknemmelighed, der har fået hende til at leve anderledes.

»Før havde jeg altid så travlt, at der sjældent var overskud eller tid til at mærke efter og få fat i livet. I dag præger nydelse, langsommelighed og taknemmelighed mit liv.«