Efter to kræftsygdomme og skilsmissen fra sin svenske fotografmand gennem 25 år, Bjørn Blixt, er skuespilleren Søs Egelind igen klar til kærligheden. Men måske behøver det ikke være den traditionelle tosomhed.
Jeg skal så meget her ind med mit barnebarn«, Søs Egelinds blå øjne stråler om kap med det julepyntede Tivoli, hvor BT Weekend har sat hende stævne.
I mange år var jul, julepynten, gaverne og træet ellers nærmest ikke eksisterende i Søs Egelinds liv. I stedet valgte hun og eksmanden Bjørn Blixt samt deres to døtre, Molly og Carla at holde jul i en lille fiskerby i Caribien.
Her blev det grønne juletræ skiftet ud med en bambusgren, der blev pyntet med cornflakespakker og andet forhåndenværende. Flæskestegen blev erstattet af en friskfanget hummer. Og gaveræset var reduceret til, at man gav hinanden en lille pakke. For det var den fem-syv uger lange tur, som var julegaven for hele familien.
Men i år står den på idyllisk jul i den firelængede gård i Nordsjælland. Det bliver en helt traditionel jul, der er meget langt fra de juleaftener, Søs Egelind og familie har tilbragt i det caribiske i årevis...
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele det store interview med skuespillerinden Søs Egelind. Her fortæller hun om sin karriere, sin deltagelse i Vild med Dans og hendes forhold til den svenske fotograf Bjørn Blixt, som nu er forbi efter 25 års ægteskab og to børn. Søs Egelind er derudover selv skilsmissebarn.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Efter to kræftsygdomme og skilsmissen fra sin svenske fotografmand gennem 25 år, Bjørn Blixt, er skuespilleren Søs Egelind igen klar til kærligheden. Men måske behøver det ikke være den traditionelle tosomhed.
Jeg skal så meget her ind med mit barnebarn«, Søs Egelinds blå øjne stråler om kap med det julepyntede Tivoli, hvor BT Weekend har sat hende stævne.
I mange år var jul, julepynten, gaverne og træet ellers nærmest ikke eksisterende i Søs Egelinds liv. I stedet valgte hun og eksmanden Bjørn Blixt samt deres to døtre, Molly og Carla at holde jul i en lille fiskerby i Caribien.
Her blev det grønne juletræ skiftet ud med en bambusgren, der blev pyntet med cornflakespakker og andet forhåndenværende. Flæskestegen blev erstattet af en friskfanget hummer. Og gaveræset var reduceret til, at man gav hinanden en lille pakke. For det var den fem-syv uger lange tur, som var julegaven for hele familien.
Men i år står den på idyllisk jul i den firelængede gård i Nordsjælland. Det bliver en helt traditionel jul, der er meget langt fra de juleaftener, Søs Egelind og familie har tilbragt i det caribiske i årevis.
»Vi skal have træ til loftet, der er pyntet med alt muligt, der er samlet gennem et langt liv. Der er fyld på alle grenene med pynt fra flere generationer og fra hele verden, som vi har samlet gennem årene. Det er alt muligt i en stor pærevælling. Så nej, vores jul er ikke farvekoordineret i sølv og turkis,« griner hun.
Det nye julemønster skyldes barnebarnet Ellinor, der kom til verden for 19 måneder siden. Og at Søs Egelind er blevet skilt fra sin mand gennem 25 år.
Hun er kendt som en af de sjoveste kvinder i Danmark. Men skuespilleren Søs Egelind er meget andet. Det har hun netop vist med sin medvirken i Vild med dans. Og efter hårde år med kræftsygdomme og skilsmisse, hviler den 57-årige skuespiller nu i sig selv.
Det er efterhånden fem år siden, at et af de mest ‘sikre’ ægteskaber i den danske filmbranche blev opløst. Det skete efter en lang sygdomsperiode i Søs Egelinds liv.
For ni år siden blev den populære skuespiller ramt af lymfeknudekræft i tre organer. Det lykkedes lægerne og skuespilleren selv at bekæmpe sygdommen. Men da den endelig var væk, fik Søs Egelind modermærkekræft på benet. Også det lykkedes det hende og lægerne at bekæmpe.
Da hun endelig stod nogenlunde oprejst igen, blev Søs Egelind sparket af en hest og fik smadret sin lever. Også den kamp stod hun igennem og vandt.
Ligesom hun magtede at tackle sorgen over moderens død, efter hun selv var erklæret helbredt.
Men kampen for sit ægteskabs beståen måtte den nu 57-årige skuespiller erkende, at hun tabte.
Reddet af et lyst sind
Der skal et menneske af en helt speciel støbning til at stå så meget modgang igennem i en periode på bare fire år, som Søs Egelind gjorde i midten af 00’erne.
Hun peger selv på, at det er hendes lyse sind, der er den altovervejende årsag til, at hun kom igennem de hårdeste år i sit liv. Nogensinde.
Men selv om sygdommene var barske, ikke bare for patienten, men for hele hendes familie, især de to døtre, har livtaget med døden også fået hende til at sætte endnu mere pris på livet.
»Jeg har en utrolig taknemmelighed i forhold til livet. En taknemmelighed i forhold til de ups and downs, der lige præcis har gjort, at jeg ved, hvad taknemmelighed betyder, hvis du kan følge mig«?
Søs Egelind holder inde og sender Deres udsendte et skarpt blik. Nikker bekræftende og fortsætter:
»For det er jo ikke nødvendigvis bare noget, man er. Men tænk hvilken gave det er at få, at jeg kan stå op hver dag og tænke, ‘tak for det her’. Uanset hvordan vejret er og verden omkring teer sig,« siger Søs Egelind.
Vi er fra begyndelsen af interviewet enige om, at der er skrevet nok om hendes kræftsygdomme. Ligesom der er skrevet rigeligt om, hvordan hun er kommet igennem de to omgange, blandt andet ved at dulme smerterne og ubehaget med det ulovlige rusmiddel cannabis.
Hun vil hellere tale om, hvor hun er i dag.
»Jeg er et sted, hvor jeg ikke tror, jeg kunne have det ret meget bedre,« siger hun, vender sig lynsnart om på stolen og hoster, så lungerne skælver, hvorefter hun med et beklagende sideblik siger: ’Bortset fra hoste og snot altså’.
For efter mere end 10 ugers deltagelse i Vild med dans, hvor hun og partneren Mads Vad blev stemt ud i kvartfinalen på den skæbnesvangre dato fredag den 13. november, der samtidig var Søs Egelinds 57 års fødselsdag, har hun nemlig ‘tilladt’ sig selv at blive rigtig godt gammeldags forkølet.
Ellers er hele den 182 cm slanke skikkelse trimmet som aldrig før efter de mange ugers intense dansetræning. Hun har fået mere styr på de lange arme og ben, der før har haft det med at flagre. Og hvor ryggen tidligere var en anelse rundet efter at have båret rundt på mange års åg over at være den høje pige i klassen, er den nu rank.
Faktisk har Søs Egelind aldrig set bedre ud, end hun gør på denne grå novemberdag i det julepyntede Tivoli.
Lært af skilsmissen
Men hun er stadig single. På spørgsmålet om hun gerne vil have en mand ind i sit liv igen, ebber talestrømmen ud. Først efter en længere tænkepause og et par tilløb får hun munden på gled igen.
»Jeg var jo sammen med Bjørn (Blixt, red.) i 25 år. Vi gik fra hinanden oven på en meget, meget voldsom periode, som tog rigtig hårdt på hele familien. Jeg skulle da være et fandens til skarn, hvis jeg ikke brugte de 25 år til en skid. For hvad var det lige, der skete der? Hvorfor var det lige, det ikke gik?«, siger hun og hentyder til, at de forgangne fem år også er blevet brugt på selvrefleksion i stuehuset og ude på markerne på den firlængede gård i Nordsjælland, hvor hun blev boende, efter bruddet med Bjørn Blixt.
»Traditionelt set går mænd jo meget hurtigt ud og finder sig en ny. Det kan jeg da kun tilgive. For mænd er ikke gode til det med kriser. Det kan jeg virkelig begræde, for helt generelt hvad fik du (mændene, red.) så lært af det?«, lyder det i et spørgende tonefald.
Søs Egelind lægger ikke skjul på, at hendes sygdomsperiode har lært hende at lægge bitterhed bag sig. Ligesom hun også er holdt op med at gå og ruge over tingene. Det nytter alligevel ikke noget på den lange bane. I stedet føler hun sig fri, fordi de ting, der før betød en masse, i dag er ligegyldige.
»Jeg har virkelig ikke haft behov for at få en kæreste, som jeg skulle bygge og bo med. For hvis jeg skal have en mand igen på den måde, så er der nok også een til mig. Når jeg selv er klar til det, »mener hun..
Så du er ikke klar endnu til at få en mand ind i dit liv?
»Jow. Det tror jeg nok«.
Du har bare ikke mødt ham endnu?
»Hvad nu hvis jeg først lige er blevet klar i går,«? returnerer hun spørgsmålet med en troldsplint i øjet.
Og erkender blankt, at friheden ved at være single også er svær at give køb på. Ligesom hun ikke vil opgive det bofællesskab, hun selv betegner som det bedste på jorden. Bofællesskabet består af den ældste datter og hendes familie samt Søs Egelinds nære venner. Derfor har tanken om, at et fast parforhold bestemt ikke behøver at være lig med at have en fælles folkeregisteradresse, strejfet hende.
For hvorfor skal man partout bo sammen, fordi man er et par? I stedet kunne man jo ‘bare’ nøjes med at se hinanden, sådan som f.eks. Ghita Nørby og Svenn Skipper har fundet ud af at gøre, da de fandt sammen igen efter deres skilsmisse.
»Måske lyder det som en undskyldning overfor mig selv. Men man skal måske redefinere tosomheden. Dermed ikke ment, at jeg ikke kan få en kæreste, for det tror jeg faktisk godt, jeg kan. Jeg tror på, der er mindst een til os alle sammen. Det kan man jo se bare ved at kigge sig omkring, »siger hun og peger sigende på et par, der arm i arm går forbi udenfor.
»Det er ikke noget, man kan planlægge, synes jeg. Men jeg har ikke opgivet kærligheden. Jeg har aldrig været mere fuld af kærlighed, end jeg er lige nu. Men jeg har ikke en kæreste, som sådan. Nej… Måske. Det er så langt, jeg kan gå. For nuværende«, griner hun drilsk og lader svaret svæve hemmelighedsfuldt i luften.
For Søs Egelind er begrebet lykke nemlig ikke nødvendigvis ensbetydende med at have en mand i sit liv. I stedet opfatter hun lykke som en slags bevidsthed, der foregår mellem ørerne. Og som mennesket har mulighed for at ændre på.
»Lykke behøver ikke at være noget med at gøre, at man skal ’have’. Det er en beslutning, man kan tage. Jeg ved godt, det kan lyde overprivilegeret, for her sidder hun og har bil, hjem og et dejligt arbejde . Men jeg taler ud fra et erfaringsgrundlag, for mit liv har ikke været en dans på roser. Det var lidt småhårdt ret tidligt i mit liv,« erklærer hun.
Selv skilsmissebarn
Som barn væltede det lykkelige liv nemlig, da hun var syv år og forældrene blev skilt. Samtidig var det heller ikke let at være den højeste pige i klassen med lange stankelben og store knæ. Det fik Søs Egelind at mærke.
»Jeg blev mobbet. Men det var af de voksne, Især af en af lærerne. Så jeg følte mig lidt anderledes. Også fordi jeg gik der i en forstad til Silkeborg og drømte om at blive skuespiller. Men jeg havde gudskelov en tæt veninde og brugte al min fritid sammen med enten hende eller heste, som der var nogle, der havde, og som jeg fik lov til at ride på og strigle ’ihjel’. Så gik jeg der og legede, jeg var en anden. Det blev en ren overlevelsesmekanisme,« fortæller hun og afslører videre, at hun i en periode som barn næsten kun gik på alle fire, fordi hun legede, hun var en hest.
Nogle ville måske tænke, at det var da en grum barndom at se tilbage på. Men Søs Egelind synes, at barndommen var dejlig. Fordi hun var omgivet af kærlighed derhjemme.
»Jeg havde en vidunderlig mor. Hun er mit store forbillede. Og hun er stærk som en okse. Og så havde jeg en rigtig storebror, der kunne forsvare mig. Men jeg kunne også køre et helt hus og have, klare indkøb og så videre. Og ja, det var tidligt. Men det er bestemt ikke noget, jeg synes, er synd for mig. Eller jeg begræder, at jeg fik lært i en tidlig alder, « erklærer hun.
»For set i mit perspektiv, må jeg alligevel sige, at det, jeg lærte, har jo også gjort, at jeg har fået den der mærkelige styrke til at overleve de mærkeligste ting. Man kan jo kalde det en gave at få nogle voldsomme udfordringer i en tidlig alder,« siger hun. Tager endnu en tænkepause og kaster sig så ud i det.
»Men hvis man kunne sprede lidt af det, jeg har oplevet, hen over alle de mange forkælede børn i dag, som jeg kun kan have meget ondt af. For hvis curlingbørnene tror, de skal sidde og vente på, at der kommer nogen og gør tingene for dem, så er de virkelig ilde stedt,« mener den 57-årige mormor og krydser fingre for, at 10-øren falder for den nuværende forkælede generation, inden de selv bliver forældre.
