Musikeren Billy Cross: "Jeg blev nærmest en lokal helt"
Simon Riedel, sir@bt.dk, Simon Riedel sir@bt.dk
Billy Cross blev spottet af en modefotograf, da han var på Colombia University, og han kom til at tjene hele 50 dollars i timen som model. Det at han spillede guitar, gjorde ikke pigerne mindre interesserede.
Billy Cross er, sammen med Anne Dorthe MIchelsen, aktuel med albummet De voksnes rækker, og lige nu giver han koncerter rundt om i landet.
Billy Cross (født 15. juli 1946 på Manhattan i New York, USA) er en amerikansk guitarist, sanger og producer, der har været bosat i Danmark siden 1980. I USA begyndte han i 1960’erne som studiemusiker og medvirkede bl.a. på albummer med Link Wray, Robert Gordon, Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974 med to koncerter i København. Spillede med Bob Dylan og Meat Loaf, var en del af Delta Blues Band, producerede CV Jørgensens plade TIdens Tern.
Log ind på BT PLUS og se billederne fra musikeren Bill Cross' liv. Han fortæller om sin opvækst, sin karriere som model og om hvordan han blev musiker.
Billy Cross blev spottet af en modefotograf, da han var på Colombia University, og han kom til at tjene hele 50 dollars i timen som model. Det at han spillede guitar, gjorde ikke pigerne mindre interesserede.
Billy Cross er, sammen med Anne Dorthe MIchelsen, aktuel med albummet De voksnes rækker, og lige nu giver han koncerter rundt om i landet.
Billy Cross (født 15. juli 1946 på Manhattan i New York, USA) er en amerikansk guitarist, sanger og producer, der har været bosat i Danmark siden 1980. I USA begyndte han i 1960’erne som studiemusiker og medvirkede bl.a. på albummer med Link Wray, Robert Gordon, Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974 med to koncerter i København. Spillede med Bob Dylan og Meat Loaf, var en del af Delta Blues Band, producerede CV Jørgensens plade TIdens Tern.
I 1983 skrev han sangen ’Take Me back’ til Bonnie Tylers største album 'Faster Than the Speed of Night'. Efter 20 års pause i solokarrieren udgav han i 2004 et soloalbum 'Life is good', som blev efterfulgt af 'So Far So Good' i 2009, 'The Dream Hasen’t Changed', 'Goodbye to the Sixties' og i de senere år har han ligeledes været en del af trioerne Cross-Schack-Ostermann og Everybody’s Talking. Har udgivet en kogebog og desuden en bog om sine erindringer Så langt som godt - et liv med rock.
Mere newyorker end amerikaner
Jeg voksede op lidt nord for Manhattan i USA, min mor Harriet var professor i musikterapi, og min far Roland var tandlæge. Her var jeg fem år og parat med en pistol, ligesom alle andre amerikanske drenge var. Jeg var ikke en vildbasse, jeg var nok mere en lille smule bange for den store verden omkring mig. I dag har jeg det sådan, at jeg aldrig kunne tænke mig at flytte tilbage til USA. Almindelige amerikanere er søde nok, men det er et korrupt system, USA har, som er ved at ødelægge landet og måske hele verden. En krigerisk nation, som jeg ikke har brug for. Jeg ser ikke mig selv som amerikaner, men som newyorker. Forskellen er, at newyorkere er mere multikulturelle og sofistikerede. Almindelige amerikanere er ofte mere provinsielle. Der findes gode mennesker overalt i Amerika, men jeg foretrækker New York.
En typisk forstadsdame
Min mor Harriet var en skøn dame. Fantastisk. Men hun blev ikke gammel nok, hun døde i 1979 af hjertestop, da hun var 66 år. Det er en af de mest triste begivenheder i mit liv. Hun var en typisk amerikansk forstadsdame, for hun kørte altid bil, hun rørte sig aldrig og havde type 2-diabetes. Desuden læste hun meget, spillede klaver og hørte opera. Jeg får heldigvis selv motion, jeg sejler kajak, cykler, og så løber jeg turen op og ned til fjerde sal fire-fem gange om dagen.
Krævede penge af bandet
Her er jeg med mit band The Esquires på en helt ny Chevrolet Convertible i 1963. Vi spilllede til ungdomsfester, på skoler, i kirker og synagoger. Før vi alle var 18 år, spillede vi også på barer, selvom vi ikke var gamle nok til det. Vi fik omkring 30 dollar hver for et job. Det var temmelig meget, en dåse tunfisk kostede kun 19 cent. Jeg har også tjent penge på andet end musik, men ikke i lang tid. Jeg arbejdede fem dage i en bogforretning i 1968, og et par år senere kørte jeg taxa på Manhattan i to uger. Det var rædselsfuldt, folk var ikke søde, jeg havde som regel en højere uddannelse end dem, jeg kørte med, men kunderne behandlede mig som »dirt«. Derfor gik jeg hen til mit band og sagde, at hvis ikke I betaler mig en ordentlig løn for at være med, så forlader jeg jer. Derefter fik jeg penge for det. Samtidig med musikken læste jeg på Columbia University engelsk litteratur og bifag i geologi.
Guitaren gav piger
I 1964 var den britiske modefotograf David McCabe på Columbia University Campus, han gik rundt og ledte efter unge mænd med langt hår. Han standsede mig og spurgte, om han måtte tage billeder af mig til Mademoiselle Magazine. Selvfølgelig måtte han det, og det blev ret populært blandt piger, faktisk, jeg blev nærmest en lokal helt på grund af det billede. Jeg blev kontaktet af David igen til andre opgaver - det gav 50 dollar for en times arbejde. Det var dengang, bølgen med langt hår lige var begyndt. Jeg begyndte at spille guitar af to årsager, som var nogenlunde fifty-fifty. Den ene var, at jeg var lettere genert, men gerne ville i kontakt med pigerne. Og der var en fantastisk tiltrækningskraft i guitaren. Den anden grund var naturligvis, at jeg var vild med musikken. Men jeg må sige, at begge ting var lige vigtige.
På et hjem for psykisk syge
Melissa smadrede alle mine guitarer med en hammer. Det skete, fordi hun havde tabt sit barn, og hun syntes, jeg skulle fornemme den samme smerte, som hun følte. Vi boede sammen i New York og mødte hinanden på et foto-shoot i 1965, hvor hun også var model. Jeg blev meget fascineret af hende dengang, og hun kontaktede mig i 1968, efter at hun havde fået en søn, og så boede vi sammen fra 1969. Jeg forlod hende i 1974, jeg havde været sammen med hende i alt for mange år, men jeg var meget knyttet til hendes søn. Det er jeg stadig, vi har et fantastisk forhold i dag. Hun er i dag på et hjem for psykisk syge. Hun er bipolar, maniodepressiv, og det blev dengang gradvist mere og mere forfærdeligt at bo sammen med hende.
Mig og Lise i - Liseleje
Her havde Lise og jeg lige lært hinanden at kende i 1974. Hun er min kone og har været det i 41 år. Jo, det kan godt være, det ikke er typisk for rock’n’roll-branchen, men hun er god! Jeg mødte hende i Musikcafeen, dengang den hed Visehuset. Min bedste ven Carl havde mødt en pige, og Lise var hendes veninde. Carl hørte, at Lise læste engelsk på universitetet, og han fortalte hende, at min onkel var selveste Lionel Trilling. Han var en amerikansk litteraturkritiker, forfatter og lærer, og var en af de ledende kritikere i det tyvende århundrede, som man kan læse på Wikipedia. Min ven Carl sagde: Du må møde Billy Cross, det er utroligt, men sandt, hans onkel er Lionel Trilling. Det var kun ganske få danskere, der vidste, hvem Lionel var, kun dem der læste engelsk på højeste niveau. Og det gjorde Lise! VI har vores søn Daniel, som i dag er 26 år, og som i øvrigt skriver på Politiken.
Måtte skæres ud i bilen
I 1968 var der oprør på universiteterne, ligesom der var i Danmark. Her på billedet spillede jeg på Columbia University til en politisk demonstration. Jeg har været forskånet for de store dramaer i mit liv - med undtagelse af, da vi engang blev kørt ned i vores bandvogn. Vi skulle skæres ud af bilen, men kom ikke noget særligt til.
På scenen med Bob Dylan
Han er et af de mest generøse mennesker, jeg kender, og en af dem, der ved absolut mest om amerikansk folkemusik. Jeg fik jobbet med at skulle turnere med ham i Japan, Australien og flere andre steder, men jeg var jeg meget i tvivl om, om hvorvidt jeg skulle tage af sted uden min kone Lise, for vi havde lige lært hinanden at kende. Det kunne være farligt at være hjemmefra i så lang tid. Jeg tog chancen og gik direkte uden om bandledelsen til Bob Dylan og spurgte, om hun måtte komme med. Han svarede: »Selvfølgelig må du det, og vi trækker bare udgifterne til hendes billet ud af din løn og får hende med i forsikringsplanen.«
