Mange bruger hænderne i deres arbejde. Andre bruger kun hovedet. Men for nogle er kroppen det vigtigste arbejdsredskab. Vi har spurgt fire kvinder, der lever af deres krop, hvordan de har det med den.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS OG LÆS ALLE DE FIRE INTERVIEWS MED KVINDERNE, DER LEVER AF DERES KROP. MØD BALLETDANSEREN, STRIPPEREN, MODELLEN OG HÅNDBOLDSPILLEREN.

Abonnement på PLUS koster 29 kr. pr. måned - første måned gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guides. God fornøjelse!

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • TEMA: Mød fire kvinder der lever af deres krop
  • Ida Praetorius, 21 år, solist ved Den Kongelige Ballet: »Mere kropsbevidst end de fleste«
  • Kimmie, 22 år, stripper: »Folk tror, at de kan købe mig«
  • Charlie Bredal, 20 år, model hos Unique Models: »Jeg får smæk for at være for tynd«
  • Anne Mette Hansen, 21 år, håndboldspiller på landsholdet: »I må godt synes, mine overarme er for store«

Mange bruger hænderne i deres arbejde. Andre bruger kun hovedet. Men for nogle er kroppen det vigtigste arbejdsredskab. Vi har spurgt fire kvinder, der lever af deres krop, hvordan de har det med den. Mød Ida, Kimmie, Charlie og Anne Mette her:

 

Ida Praetorius, 21 år, solist ved Det Kongelige Teaters ballet. 31.08.2015 Foto: Linda Kastrup
Ida Praetorius, 21 år, solist ved Det Kongelige Teaters ballet. 31.08.2015 Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Ida Praetorius: 21 år, solist ved Den Kongelige Ballet

»Mere kropsbevidst end de fleste«

 

 

Beskriv dit job

»Jeg begynder dagen med halvanden times morgentræning. Det kan sammenlignes med at børste tænder. Vi gør det hver morgen for at placere kroppen, mærke alle sine muskler og rense ud i sin teknik. Man skal altid finpudse sig selv. Efterfølgende har vi op til seks timers prøver, og så har vi forestilling om aftenen. Søndag er fridag.«

 

Hvordan blev du solist?

»Jeg begyndte på Det Kongelige Teaters balletskole, da jeg var otte år, så jeg har danset størstedelen af mit liv. I 2009 blev jeg ansat som aspirant, i 2012 blev jeg korps-danser, og i 2014 udnævnte vores balletmester Nikolaj Hübbe mig som solist. Solist er ikke noget, man kan ansøge om, det er noget, man bliver udtaget til.«

 

Hvad er dit forhold til din krop?

»Min krop er jo mit arbejdsredskab – mit instrument. Ligesom musikere bruger deres instrument til at skabe kunst, bruger jeg min krop. Jeg er jo menneske ligesom alle andre, vi er alle sammen kød og blod og ville ikke kunne leve uden kroppen. Selvfølgelig er jeg afhængig af min krop, fordi den er mit arbejdsredskab. men jeg tror ikke, jeg er mere afhængig af min krop, end alle andre mennesker er af deres. Jeg er måske bare lidt mere kropsbevidst end de fleste, jeg kan mærke – og ved – hvordan alle mine muskler fungerer.«

 

Hvad ville der ske, hvis du ikke længere kunne danse?

»Det ville gå mig meget på, for jeg elsker det, jeg laver – det er min passion. Jeg føler mig meget privilegeret over at få lov at leve af min hobby. Det er en livsstil – ikke bare et 8-16-job.«

 

Møder du fordomme i dit job?

»Jeg bliver nogle gange spurgt: ’Nåh, men hvad er dit rigtige arbejde så?’. Der er også mange, der spørger, om det ikke er hårdt. Selvfølgelig er det hårdt, men jeg kan jo rigtig godt lide det, jeg laver, alt andet ville også være underligt, når man bruger hele sit liv på det. Man skal elske og holde af det, og det gør jeg absolut.«

 

Skal du have børn og være gravid?

»Jeg vil helt sikkert gerne have børn i mit liv, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg skal selvfølgelig rive noget tid ud til det. Man kan jo ikke stå i niende måned på scenen i tutu på tå, men jeg er 21 år, og det er ikke noget, jeg har planer om lige foreløbig.«

 

Må dine børn få samme job som dig?

»Jeg kunne aldrig finde på at tvinge dem, men hvis interessen var oprigtig, og passionen kom fra deres hjerte, kunne jeg aldrig sige, at de ikke måtte. Man vil jo sine børn det bedste, men det skulle være noget, der absolut kom fra deres side, jeg ville aldrig presse dem til det.«

 

Hvor længe fortsætter du som balletdanser?

»Vi har en pensionsalder, som hedder 40 år, det er maks. Men man ved jo aldrig, hvad der sker i morgen. Lige nu elsker jeg det, jeg laver, og jeg har ikke i sinde at holde op foreløbig.«

 

Hvad skal du bagefter?

»Det har jeg ikke taget stilling til endnu, men der findes så mange vidunderlige ting i den her verden, som jeg godt kunne tænke mig at lave. Det vil nok være et større problem at finde ud af, hvad det skal være. På den måde er jeg privilegeret, at jeg kan nå at få to helt forskellige karrierer, hvis det er det, jeg vil. Eller blive inden for faget. Det ville heller ikke undre mig, hvis det er det, jeg ender med. Men jeg har lige 20 år endnu.«

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

 

Kimmie: 22 år, stripper

 

»Folk tror, at de kan købe mig«

 

 

Beskriv dit job

»Når min arbejdstelefon bipper, er det gerne et job. Jeg får besked med tid og sted. Som regel har jeg en veninde med til at hjælpe med at klæde om og sætte musik på. Jeg laver et show på cirka 10 minutter. Det er lidt forskelligt fra gang til gang, hvad jeg laver. Det kommer an på, hvad jeg føler for, og hvad publikum er til. Jeg har forskellige kostumer og musik, som passer til. Kunden kan så vælge ud fra det. Jeg forbereder ikke mine shows i mindste detalje, men gør lidt, hvad jeg føler for.«


Hvordan fik du jobbet?

»Jeg arbejdede på stripklubben ’Madam Amour’ på Istedgade. En kendt stripper spurgte, om jeg ville være i samme bureau som hende. Det er nu tre år siden.«


Hvordan har du det med din krop?

»Jeg ser ikke mig selv som den perfekte kvinde, men jeg er fuldt ud tilfreds med mig selv. Man ser ud, som man gør, det skal man bare være glad for. Det er selvfølgelig dejligt at få komplimenter, men hovedsagen er, at man har det godt med sig selv.«


Hvordan ville du reagere, hvis du ikke længere kunne arbejde?

»Det ville være hårdt, jeg elsker mit arbejde, jeg elsker at komme ud til glade mennesker, jeg elsker at lave show. Det er mit arbejde, hvis jeg ikke brød mig om det, ville jeg ikke lave det. Det ville tage hårdt på mig, hvis jeg pludselig skulle stoppe. Det skal gerne være min egen beslutning, hvornår jeg er færdig.«



Hvilke fordomme møder du?

»Måske lærer man lidt at lukke af for det og ikke reagere på kommentarer, men der er mange forskellige fordomme. Ofte bliver man sat i bås med prostituerede, og nogle gange spørger folk, om de kan købe noget mere efter et show. Nogle gange når man kommer ud til en gruppe mænd, står der en kæreste, som måske ikke har det helt godt med sig selv. Hun kan godt finde på at sige nogle grimme ting. Folk må tænke, hvad de vil.«


Skal du have børn?

»Jeg har to børn. At kroppen forandrer sig er ikke et problem. Jeg har mange veninder, som har fået børn sideløbende med, at de strippede. Så tager man en pause og en tur i træningscenter, så er man klar igen. Jeg har ikke mødt nogen, som er stoppet på grund af det.«


Hvad siger din familie til dit job?

»Der er ingen fordomme hos venner og veninder, men min familie er ikke så glade for det. Min mor har en del fordomme over for folk, der gør sådan noget. Min far er Jehovas vidne, så i hans øjne gør man slet ikke sådan noget.«


Må dine børn få samme job?

»Nej. Jeg har en pige på seks år og synes, det er så forfærdeligt, hvis hun kommenterer på det. Jeg har før været side 9-pige, men nu, hvor hun begynder i skole, stopper jeg med det. Jeg vil ikke have, at hendes venners forældre kan se mig i avisen. Når hun er stor nok til at forstå det, må jeg gemme det lidt væk. Det er ikke noget, jeg synes, hun skal tage del i.«


Hvor længe fortsætter du?

»Til jeg bliver gammel og grå. Jeg tager gerne en fem-seks år endnu eller indtil jeg er ved at nærme mig de 30, så er jeg ved at være for gammel«


Hvad skal du bagefter?

»Jeg er i gang med en uddannelse, men pt. holder jeg pause. Jeg kunne supergodt tænke mig at være kostvejleder.«

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

Charlie Bredal: 20 år, model hos Unique Models

 

«Jeg får smæk for at være for tynd«

 

 

Beskriv dit job

»Som regel får jeg besked fra Unique om tid, sted og hvilken type job, det er. Så møder jeg op, får sat hår og lagt makeup og får at vide, hvad vi skal lave..«


Hvordan fik du jobbet?

»Jeg blev opdaget på Strøget, da jeg var 15 år og gik i 1.g.«



Hvad er dit forhold til din krop?

»Jeg har altid haft det meget svært med min krop, fordi jeg syntes, jeg var for tynd. Det var svært at håndtere, da jeg var teenager. Jeg begyndte først at se anderledes på min krop, da jeg fik en kæreste, der sagde, at jeg er dejlig. Nu har jeg lært at acceptere den måde, jeg ser ud på, og være glad for det. Pludselig er man 50 år og mor til fem, og så ser det hele alligevel totalt anderledes ud.«


Hvilke reaktioner får du på din krop?

»Der er en tendens til, at kroppen skal være meget voluminøs. Uanset om man er tyk eller tynd. Derfor tror jeg, at jeg får så mange smæk for at være for tynd. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var lidt større og havde store bryster. Men det er sådan, jeg ser ud.«


Hvad ville der ske, hvis du ikke længere kunne arbejde?

»Jeg har aldrig drømt om modeljobbet, det kom som en kæmpe overraskelse. Men når jeg gør noget, gør jeg det 100 pct. Skulle jeg blive gravid eller miste en arm, ville jeg blive vildt ked af, at skulle stoppe brat. Men livet går videre.«


Hvilke fordomme møder du i dit arbejde?

»Der er den klassiske med, at man er dum. Der er også en fordom om, at modeller er millionærer. Jeg prøver for det meste at undgå at tale om, hvad jeg laver.«


Må dine børn lave det samme som dig?

»Jeg ville have det svært med, alle de følelser, komplekser og usikkerheder, de skal igennem. «


Hvor længe fortsætter du som model?

». Jeg er virkelig glad for mit job og bliver ved, indtil lysten ikke er der mere.«

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

Anne Mette Hansen: 21 år, håndboldspiller på landsholdet

»I må godt synes, mine overarme er for store«

 

 

Beskriv dit job

»Jeg styrketræner, løbetræner, plejer og passer min kop. Det er et 24-timers arbejde. Jeg har én fridag om ugen.«


Hvordan kom du i gang?

»Jeg begyndte, da jeg var omkring 10 år sammen med en veninde. Pludselig tog min karriere fart, det var faktisk lidt uventet, at jeg kom på landsholdet i 2013.«


Hvordan har du det med din krop?

»Superfint, jeg har ikke noget imod at have lidt store muskler, hvis det betyder, at jeg kan spille på højt niveau. Jeg synes, det er rigtig flot at have en veltrænet krop.«


Hvad ville der ske, hvis du ikke længere kunne spille håndbold?

»Hvis det bare var en mindre skade, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at komme i gang igen. Det ville ikke være sjovt at få en alvorlig skade, slet ikke hvis det var så alvorligt, at jeg var tvunget til at stoppe, men jeg tænker ikke på det.«


Hvilke fordomme møder du?

»Mange synes, at vi er for store. Jeg er mere veltrænet end den almindelige fitnesspige, men som sagt har jeg ikke noget problem med det, så længe jeg er god inde på banen.«


Hvad siger mændene til det?

»Håndboldverdenen er en meget lukket verden. Der er ingen, som kommer over og taler om håndbold, når jeg er ude.«


Skal du have børn?

»Det ligger langt ude i fremtiden, men på sigt vil jeg da rigtig gerne have børn.«


Må dine børn spille håndbold?

»Ja, jeg synes, at de skal have lov til at spille det, de har lyst til.«


Hvor længe fortsætter du?

»Jeg håber på at kunne fortsætte på højeste niveau de næste 10-12 år, men det kommer an på, hvordan min krop har det, når jeg er 30 år.«


Hvad skal du bagefter?

»Jeg tænker, at jeg får et job måske inden for håndboldverdenen.«