’Man skulle tro, jeg have taget af kassen,’ siger Mimi Jakobsen, der har skrevet sin selvbiografi
Det var lige før, hun måtte læse i avisen, at hun var blevet fyret.
Heldigvis ringede Mimi Jakobsens advokat og fortalte hende det, inden hun kom ud ad døren og så forsiderne på BT og Ekstra Bladet.
Red Barnet, hvor hun var ansat som generalsekretær, havde sendt hende et brev. Men Mimi var i sommerhus og havde ikke set det.
»Jeg havde ikke set det brev. Jeg har aldrig åbnet det og aldrig skrevet under på noget. Men når det står i både BT og Ekstra Bladet, må det jo være rigtigt,« siger hun, mens vi sidder og får en kop kaffe på bogmessen i Bella Center i København.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med tidligere generalsekretær for Red Barnet, Mimi Jakobsen. Nu løfter hun blandt andet sløret for tiden omkring sit livs ydmygelse ...
’Man skulle tro, jeg have taget af kassen,’ siger Mimi Jakobsen, der har skrevet sin selvbiografi
Det var lige før, hun måtte læse i avisen, at hun var blevet fyret.
Heldigvis ringede Mimi Jakobsens advokat og fortalte hende det, inden hun kom ud ad døren og så forsiderne på BT og Ekstra Bladet.
Red Barnet, hvor hun var ansat som generalsekretær, havde sendt hende et brev. Men Mimi var i sommerhus og havde ikke set det.
»Jeg havde ikke set det brev. Jeg har aldrig åbnet det og aldrig skrevet under på noget. Men når det står i både BT og Ekstra Bladet, må det jo være rigtigt,« siger hun, mens vi sidder og får en kop kaffe på bogmessen i Bella Center i København.
67-årige Mimi Jakobsen har skrevet sine erindringer. Og det er såmænd ikke fordi, fyringen fra jobbet som generalsekretær i Red Barnet fylder særlig meget. Men det fylder en del i erindringen hos kvinden, der overtog sin fars parti, Centrum-Demokraterne, blev Danmarks første kvindelige partileder, var minister flere gange, og til sidst måtte opgive partiet, der siden helt forsvandt.
Mimi Jakobsen havde i et stykke tid mærket, at der i foråret 2015 var kold luft omkring hende i ledelsen af Red Barnet, hvor hun havde været i 15 år. Men hun havde alligevel ikke fantasi til at forestille sig, hvor brutal hendes fyring ville blive. At det ville blive hendes livs værste ydmygelse.
Hele tiden kritik
»Der var et gradvist værdiskifte over halvandet år, efter at der kom en ny bestyrelsesformand. Jeg havde haft stress en gang før, og jeg kunne mærke, at der hele tiden kom kritik. Jeg fik ingen anerkendelse for noget som helst. Jeg havde ikke kunnet blive ved med at holde til det,« siger hun og fortsætter: »Det hele begyndte at blive et spørgsmål om markedsandele – også internationalt. Det handlede om økonomisk overskud. På et møde var der én, de sagde: ’Er det overhovedet rentabelt at redde de syriske børn for de dér EU-penge’. Jeg følte det som om, en lem åbnede sig i gulvet under mig. Jeg havde jo mødt de børn i Libanon og Jordan adskillige gange, hørt deres historier og talt med kvinderne om, hvad de havde oplevet af rædsler.«
Mimi Jakobsen forklarer videre:
»Så kom der et møde, hvor de foreslog, at jeg selv skulle gå ud og sige, at jeg trak mig, fordi der var behov for et generationsskifte. Og det ville jeg simpelthen ikke. Alle ville jo kunne se, at jeg var fuld af løgn. Jeg ville ikke til en eller anden klam reception, hvor de skulle stå og holde pæne taler. Så måtte de fyre mig. Og nogle dage efter kom brevet så, mens jeg ikke var hjemme.«
Ingen gyldne håndtryk
Selv mener hun, at ’det var et billede på, at de dér store NGO’er efterhånden bliver kørt mere og mere som erhvervsvirksomheder’.
»Bortset fra at jeg ikke fik noget gyldent håndtryk. Det var funktionærloven. Seks måneders løn plus én, fordi jeg havde været der så længe. Min e-mail blev lukket fire minutter efter, og pludselig fik alle, der skrev til mig – og det var mange – et autosvar, hvor der stod, at jeg ikke længere havde adgang til min e-mail. Folk troede jo nærmest, jeg havde taget af kassen. Det havde de altså ikke behøvet. Det var unødigt brutalt,« siger Mimi Jakobsen, der var ramt:
»Jeg var fortumlet og ked af det. Hvad fanden skulle jeg nu? Jeg har arbejdet, siden jeg var 15. En måned efter fik jeg en stor pakke fra alle medarbejderne med masser af små håndskrevne breve. Da kneb jeg en tåre,« siger Mimi Jakobsen.
Hun har skrevet bogen på et halvt år. Og selv om man tror, man kender Mimi Jakobsens liv i store træk, bliver man aligevel overrasket over, hvilken kæmpe rutsjetur det er af store succeser og store nedture. Modvilligt blev hun presset til at tage ansvar i sin fars parti. Hun ville ikke være folketingsmedlem, men blev det. Ville ikke være minister, men blev det. Ville ikke være partiformand, men blev det.
Partileder og kongemager
Danmarks første kvindelige partileder. Og kongemager. For to gange forhindrede hun, at Svend Auken (S) blev statsminister.
»Selv kunne jeg godt lide Svend, men folketingsgruppen kunne slet ikke klare ham. Og det var også mere fornuftigt med Nyrup,« siger hun.
Men hendes parti brød sammen under hendes ledelse. Efter at hun blev lammet i en del af ansigtet efter et flåtbid, blev det i en periode sværere at kommunikere, og samtidig valgte hun en udlændingepolitik, som hendes hjerte bankede for. Men som hendes vælgere ikke brød sig om.
»Da det ikke lykkedes anden gang at få CD i Folketinget, måtte jeg stoppe. Vi blev uvenner med vores vælgere. Det var udlændingepolitikken. Vores vælgere købte Venstres kampagne. De ville have stramninger. Der var en bølge efter 11. september, hvor folk troede, de havde set Osama bin Laden på en pizzabar i Silkeborg. Folk var hysteriske, og så udskrev Nyrup valg på et dumt tidspunkt,« siger hun.
Mændene i Mimis liv
Mændene er kommet og gået. Svend Stilling. Bengt Burg. Og så Mogens Lund Jensen, som hun stadig nyder livet med i fiskerhuset i Humlebæk. Det var afdøde Peter Brixtofte, der bragte dem sammen, da han havde inviteret Mimi til Tyrkiet, hvor Peter Brixtofte forsøgte sig som ejendomsmægler.
I bogen fortæller hun også om en abort af et handicappet barn, som hun aldrig har fortrudt. Og om hendes far, legendariske Erhard Jakobsens sværmerier med andre kvinder end Mimis mor. Og hvordan billederne af den lykkelige kernefamilie var en stor løgn.
»Jeg prøvede at trække en linje mellem privat og personligt. Men det her med min far har jo forfulgt mig hele mit liv, og det har betydet noget for mit forhold til min mor. Jeg var jo fars pige, og hun syntes nok, jeg skulle have kastet mit lod i i hendes vægtskål. Det satte et skel ned mellem os. Men jeg har også lært en vis hårdhed af hende. Når jeg bliver skuffet over noget, bliver jeg rasende og ked af det. Men jeg kommer også videre,« siger Mimi Jakobsen.
’Jeg er vred på socialdemokraterne’
Udlændingepolitik har fået Mimi Jakobsen til at melde sig ud af partiet
Efter at CD var en saga blot, meldte Mimi Jakobsen sig lige så stille ind i Socialdemokratiet. Ikke fordi hun ville have en ny karriere i politik, men fordi det føltes underligt ikke at være medlem af et parti.
Og hun var jo også vokset op i en socialdemokratisk familie. Erhard Jakobsen var jo socialdemokrat, før han stiftede CD i protest mod, at Anker Jørgensen trak partiet mod venstre.
Men nu har hun meldt sig ud igen. Og det var i protest mod Mette Frederiksens nye, hårde udlændingepolitik.
»Jeg meldte mig ud, da de lavede begrænsningerne i familiesammenføring. Det kunne jeg ikke holde ud. Jeg har jo mødt de mennesker, det handler om,« siger hun.
Medfølelsen er væk
»Kontanthjælpsloftet er jeg også vred over, men jeg kunne jo ikke melde mig ud to gange. Jeg kan ikke forstå, hvordan Socialdemokratiet kan skrælle alt, hvad der hedder menneskelighed, medfølelse og medlidenhed væk. Jeg har været i lejrene i Jordan og Libyen. De to små, ludfattige lande, der er mindre end Danmark, tager først alle de palæstinensiske flygtninge, så de irakiske flygtninge og nu de syriske flygtninge. Så sparer man oven i købet på de penge, man vil give til nærområderne. Syriske flygtninge burde have første prioritet. Tænk hvis Sverige havde afvist de jødiske flygtninge i 1943. Jeg er skuffet over den hårdhed, der også har bredt sig i Socialdemokratiet. Partiet har glemt de værdier, Socialdemokratiet stod for engang, og som jeg er vokset op med: Den sociale indignation og solidaritet, også internationalt.
Jeg holdt tale for nogle socialdemokrater for nogen tid siden og sagde: ’Nu siger jeg lige et frækt ord: Solidaritet’. De så helt skræmte ud.
Jeg håber, socialdemokraterne retter sig op igen, men jeg er vred på dem.«
Granaten dræbte baby
I sin bog berører Mimi Jakobsen nogle af de skæbner hun har mødt, bl.a. i Syrien. Og det er historier, der kan få hårene til at rejse sig. Også på folk, der har hørt lidt af hvert.
»Mange af de familier, jeg har mødt i Syrien, var ganske almindelige familier med et lille, pænt hus. Faderen var måske bager eller barber, og børnene gik i skole. En lille pige, jeg har billede af i min bog, fortæller om det nye hus, de lige havde fået, og som faderen havde sparet op til i fem år for at købe. De havde en dejlig have, hvor hun legede med sine tre små søstre. Hun mistede dem alle tre i et granatangreb. Hun holdt sin baby-søster i armene, og granaten dræbte babyen og rev hendes arm af. Faderen sagde: ’Nu har jeg betalt skat i Syrien i 30 år. Og så er det vore egne soldater, der slår mine tre piger ihjel’. Der er millioner af den slags slags skæbner, og de har intet at komme tilbage til,« siger Mimi Jakobsen.kark-
