Komiker og skuespiller Nikolaj Stokholm fortæller her om sin barndom som en sær og sjov dreng med briller, hvordan han stod til søs og siden kom hjem og fandt sin smukke Isabella, som han skal giftes med

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Nikolaj Stokholm suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.


Komiker og skuespiller Nikolaj Stokholm fortæller her om sin barndom som en sær og sjov dreng med briller, hvordan han stod til søs og siden kom hjem og fandt sin smukke Isabella, som han skal giftes med

1. Tegnede badebukser på

Det her billede er pinligt på mere end én måde. Jeg var omkring syv år, da det blev taget ved Greve Strand, hvor jeg er opvokset, og da filmen var fremkaldt, fandt jeg ud af, at håndklædet var for lille, så min diller var med. Jeg blev så flov over det, at jeg tog en lilla tusch og tegnede badebukser på. Men i dag er det endnu mere pinligt, for jeg har tegnet et par lilla pigetrusser. Jeg har haft briller, siden jeg var to år, lige på nær en teenageperiode, hvor jeg var sømand, hvor det var lidt upraktisk. Derfor prøvede jeg med kontaktlinser, men måtte indse, at briller gjorde noget godt for mit syn, og ikke mindst så dækker de jo også lidt af ansigtet. De har siddet på mig i 24 år, og det var underligt ikke at have dem på. Som barn var det heller ikke noget problem, jeg var ikke en slå-på-tæven og klatre-i-træer-type.

2. Sovs af kander og ludere

Jeg hev jo min mor og far rundt på truckerfestivaler, hvor der blev udstillet seje lastbiler. Det var en stor lidenskab for mig, og jeg ville gerne være lastbilchauffør. Jeg er ud af en stor vognmandsfamilie og var tit med ned gennem Europa med min onkel. Det at være lastbilchauffør, det er jo noget, man kan forstå som dreng, ligesom at være brandmand. Og lastbilchauffører sidder i en kæmpe maskine og fragter nogle ting frem og tilbage. Og når man så bliver ældre, ved man, at de også drikker sovs af kander og knalder ludere i Østeuropa, men det var ikke en del af barndomsoplevelsen. Sådan var min farbror ikke. Jeg kan stadig blive helt bjergtaget, når jeg ser de chauffører bakke en sytten meter lang lastbil ind på en færge i et hug. Her på Østerbro ser man folk, der har svært ved at parallelparkere en VW UP.

3. Gammelklog underholder

Det var det evige nummer med mig, at jeg skulle klæde mig ud og spille på et instrument, jeg ikke kunne spille på. Et fast indslag, det tog ikke så lang tid og larmede ikke så meget. De andre vidste, at nu kom Nikolajs spot, og så hører vi ikke mere til ham. Jeg truttede på en plastikklarinet til min kusines fødselsdag, og de klappede høfligt bagefter, og jeg gik ind på mit værelse igen. Det havde jo været noget andet, hvis jeg havde råbt og skreget i fem timer og desuden skulle lave det nummer oveni. Nogle år senere skiftede jeg plastikklarinetten ud med en trompet. Jeg var netop kendt for at være en lille underholder. Og utrolig stædig. Og nok også sær, for jeg var gammelklog, fordi jeg hele tiden var sammen med voksne. Jeg syntes ikke rigtigt børn, kunne finde ud af at formulere sig. Jeg var derhjemme, min mor var deltidssygeplejerske, og jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle i børnehave og snakke med nogle børn, der ikke sagde mig noget.

4. Gik med tismåtte

Der er mange billeder af mig som barn, hvor jeg skulle ha´ en kasket på, en hjelm på eller mormors hue. Et eller andet. Det her er et godt halvfemserbillede af mig, hvor jeg havde taget en af de forfærdelige toiletmåtter på hovedet. Der var også en måtte på gulvet foran toilettet, der opfangede tis, den kunne jeg have haft på som halstørklæde. Jeg kan ikke i dag forstå, at ingen sagde til mig, at jeg ikke skulle gå rundt med den tismåtte. Nej, i stedet fandt de kodakkameraet frem og fotograferede. Min mor har også fortalt, at når jeg blev syg som barn, så blev jeg virkelig meget syg – det tror da fanden, når jeg har rendt rundt med den tismåtte!
Med hensyn til min opdragelse, tror jeg sådan set ikke rigtigt, jeg er blevet opdraget. Jeg var et meget høfligt og nemt barn, og min mor sagde altid, at man ikke kunne opdrage mig, og det havde hun jo også ret i, for jeg var meget stædig.

5. Ingen regler i skolen

Efter jeg havde gået til og med 9. klasse på Greve Privatskole, kom jeg i tiende klasse i Roskilde på en folkeskole. Det var en ny verden, der åbnede sig, for jeg kunne se, at der var mange, der brød reglerne. Jeg havde gået på en privatskole, der var som i 50erne – man kunne blive smidt uden for døren, hvis man kom til blinke forkert, og lige pludselig kom jeg ud og oplevede, at folk bare gik midt i timen, fordi det gjorde de bare! Man skulle virkelig tisse meget på Greve Privatskole, hvis man skulle få lov at gå. Og folk, de røg, hvor det passede dem. Jeg kom på en stor uddannelsesmesse og fandt ud af, at jeg ville være sømand. Jeg kom på skoleskibet Georg Stage som syttenårig og sejlede rundt et halvt år, hvor jeg fik en søfartsuddannelse. Jeg lærte at svejse i høj sø. Bagefter tog jeg også en kvart tømreruddannelse, samtidigt med at jeg var begyndt at optræde som standupper. Jeg vidste, at jeg aldrig ville i gymnasiet, og derfor gad jeg f.eks. ikke at lære matematiske ligninger. Hvad skal man dog bruge det til? En god dag i skolen var, når jeg havde fået så mange som muligt til at grine på en gang. Nej, lærerne syntes som regel ikke, det var morsomt, de hadede mig. Men det var et show, og sådan har hele mit liv jo været. Det var også derfor, jeg ikke legede med nogen efter skole. Jeg var simpelthen så træt efter seks timers komik i skolen, at jeg skulle hjem og hvile mig.

6. En heldig skiferie

Jeg plejer at sige, at jeg var jomfru, indtil jeg kom i fjernsynet. Det var det, der gjorde det. Det er utroligt, for selvom vi komikere ikke er særligt pæne, kan vi have så kønne kvinder i vores liv. Måske fordi de tror, de kan have os i fred, men det kan jo også være på grund af humor. Jeg har jo friet til mit livs kærlighed Isabella, og jeg fik lov til at få ansvaret for bryllupsinvitationen, som man ser her. Da jeg ikke havde lyst til at skrive en bryllupsinvitation på blødt silkepapir med en guldtusch nede fra Panduro, blev det til et gammelt BilledBladet med teksten: Ikke flere ensomme nætter. Man kan se på billederne at det ser ud til at Isabella ryger en cigaret og jeg en pibe, men det er bare gas – de er ikke tændt. Vi lærte hinanden at kende, da jeg optrådte på en skiferie for nogle gymnasieklasser for tre år siden. Hendes veninder kom hen til mig og spurgte, om jeg ville med videre på en bar – det gjorde jeg, selvom jeg syntes, de var en lille smule irriterende, men jeg havde fået øje på Isabella, og hun var meget smuk. Vi faldt i snak den aften, og så gik det slag i slag.

7. Snavede med Amin Jensen

Det var meget grænseoverskridende og meget sjovt, da jeg til Zulu Comedy Festival voldsnavede med Amin, som i øvrigt også er fra Greve. Jeg sagde ja til at gøre det, hvis vi var enige om, at vi gjorde det 100 pct., ikke bare et teaterkys. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men vi havde aftalt, hvornår vi skulle kysse med tunge i løbet af et stykke musik, men jeg kørte tungen ind med det samme. Jeg ved ikke, om det var opstemthed eller hvad. Vi havde tygget en hel del tyggegummi før og havde ikke spist hvidløg. Næste år ville produktionsselskabet gerne have mig til at lave noget, der var endnu mere grænseoverskridende. Det blev til en håndklædedans, hvor man normalt hele tiden dækker de ædlere dele med håndklæder, men sådan blev det ikke her, hvor jeg optrådte helt nøgen på scenen. Allerede i en tidlig alder indså jeg, at jeg var meget bleg og havde briller, og det kunne godt gå hen at blive spændende at finde ud af, hvad min ’nature force’ var. Hvad skulle det dog blive til – jeg har gjort ydmygelserne til min levevej, og jeg kan nogle gange tænke, hvad skal det dog ende med...

8. Sjit Happens

Jeg har spillet med i serien Sjit Happens på TV 2 Zulu siden 2012, og der spiller jeg karakteren Øland, der ikke forstår sig på mennesker og almindelig pli, en person, der er til evig belastning for alle andre. Han bor for sig selv i en lejlighed lige ved siden af nogle venner i et kollektiv, de har det fedt og er smukke. Jeg er en slags dansk ’Kramer’. Og nu indspiller vi sæson 5, som bliver vist til foråret på TV 2 ZULU