Geeti Amiri forsøger dagligt at slå et slag for danske kvinder med minoritetsbaggrund. Hun fortæller her om sin ankomst til Danmark som flygtning, om ferier helt alene og om at gå til fest med oprejst pande i det afghanske miljø i Danmark trods rygter og forsøg på udstødelse

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om debattør Geeti Amiri suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.


Geeti Amiri forsøger dagligt at slå et slag for danske kvinder med minoritetsbaggrund. Hun fortæller her om sin ankomst til Danmark som flygtning, om ferier helt alene og om at gå til fest med oprejst pande i det afghanske miljø i Danmark trods rygter og forsøg på udstødelse

Foto: Privatfoto
Vis mere

1. Friere tider i Kabul

Min mor og far lærte hinanden at kende, fordi de var naboer i Kabul. Min mor havde været enke i seks år, og min far havde været det i seks måneder, og så forelskede han sig i hende, bejlede til hende, og de blev gift. Min mor bar ikke tørklæde – dengang i Afghanistan var det heller ikke kutyme, slet ikke i Kabul. Det kom først senere. I storbyen Kabul har folk altid været anderledes end i resten af landet. Særligt gennem mine forældres ungdom var det noget friere tider. Min far var politisk flygtning, og i slutningen af 80erne var det farlige tider for alle dem, der havde været kommunister og politisk aktive. Han håbede, situationen ville stabilisere sig, men det kom ikke til at ske.

Foto: Privatfoto
Vis mere

2. Familiesammenført

Her er et billede fra dengang, vi fem børn og vores mor blev familiesammenført med min far i Danmark. Det var 5. august 1994, og jeg syntes, at det var så overvældende, hvor tomme gader og stræder så ud i forhold til, hvad jeg var vant til i Indien, hvor vi havde opholdt os, og hvor der er tæt befolket, og bygningerne ligger klos op ad hinanden. Min far havde boet i Sandholmlejren i to år, og da vi ankom, blev vi først placeret på hotel Rossini i Valby.

Foto: Privatfoto
Vis mere

3. Sproget, vanerne – alt var nyt

Efter knap tre måneder i Valby kom vi til Slangerup, hvor vi boede i dette hus. Det var Dansk Flygtningehjælp, der sørgede for, at vi kom dertil. Der var enormt idyllisk – en dejlig tid. Vi boede der i tre-fire måneder. For mit vedkommende var det spændende at komme til Danmark, men jeg gik jo ikke i institution, så mine dage var en smule ensformige. Jeg gik faktisk hjemme med min mor i et helt år. Det var skønt at være sammen med familien – men det var også helt anderledes, end hvad vi havde været vant til. Sproget og vanerne – alt var nyt.

Foto: Privatfoto
Vis mere

4. Far døde, da jeg var 14

Billedet her er af min far og mig, mens vi boede i Slangerup. Jeg kunne ikke huske ham, for jeg var kun ét år, da vi skiltes i Afghanistan. Han kom ikke til at arbejde i Danmark, for man mente, at han var så meget en ældre herre, at man ikke så nogen grund til at sende ham ud på det danske arbejdsmarked. Han var en afghansk sekulær, kommunistisk, religiøs mand, hvilket er totalt modsætningsfyldt, og så var han politisk aktiv, både i Kabul og herhjemme i København. Og mens han var afskrevet af det danske samfund, udgav han to bøger på afghansk hos en afghansk forlægger i Stockholm om afghansk politik og kulturhistorie. Det var hans store passion, som han dyrkede til det sidste. Han gik bort, da jeg var 14 år, han døde af sygdommen als.

Foto: Privatfoto
Vis mere

5. På krisehjem som 17-årig

Billedet er fra lige inden, jeg flyttede hjemmefra, 17 år gammel. Jeg blev faktisk fjernet hjemmefra og blev anbragt på et krisehjem for unge kvinder med minoritetsbaggrund på grund af social kontrol og æresrelateret vold udøvet af min storebror. Det er mine niecer på billedet, hvem min kamp har været allervigtigst for. Alt det kan man læse mere om i den bog, jeg snart udgiver.

6. En milepæl

Her har jeg et stort smil på, for jeg havde lige fået mit eksamensbevis fra HF på Københavns VUC, hvor jeg havde et snit på 9,7. Jeg var lige fyldt 24 og var egentlig droppet ud af gymnasiet længe før, men nu kunne jeg vælge og vrage mellem uddannelserne. Det var en miliepæl, for jeg troede, jeg aldrig ville komme tilbage på skolebænken. Jeg valgte at lægge vægt på samfundsfag, religion og engelsk udover de obligatoriske fag.

7. Skønt at rejse alene

Dette billede er taget på toppen af Peterskirken i Rom for snart tre år siden. En sikkerhedsvagt så, at jeg gik rundt alene, og spurgte, om jeg ville se toppen af kirken. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke, for jeg har højdeskræk. Dertil svarede ham, at han skulle nok sørge for at holde mig i hånden hele vejen op. Jeg fik lov til at springe køen over og tage elevatoren. Og han tog et billede af mig oppe i tårnet – det er en af fordelene ved at rejse alene som pige, man kan komme langt ved bare at smile. Og det var første gang, jeg rejste alene uden kæreste eller familie, for jeg synes, at det er så vigtigt at kunne gøre. Siden er jeg blevet helt bidt af det og har rejst hvert halve år til en europæisk storby. Det giver mig rigtig meget en følelse af selvstændighed, og det tror jeg, at mange – især kvinder – kan få noget godt ud af. Jeg kan godt finde på at opleve livet i byen om aftenen, men ikke nattelivet, og det skyldes, at jeg ikke tror, det er sikkert at opleve som alenepige, hverken i udlandet – eller herhjemme for den sags skyld. Så jeg vælger at sove igennem i stedet, hvilket jeg sjældent har mulighed for herhjemme.

8. Vi trodsede rygter og udstødelse

Her er min mor og jeg til en nawrouz-fest, som ifølge den persiske, kurdiske og afghanske kalender er nytår. Hvert år afholdes en fest et sted i landet af dansk-afghanerne – selvom det er en smule kedeligt. Det handler ikke om så meget andet end at sidde og se meget artig, pæn og anstændig ud. Til denne fest var min ekskærestes familie til stede. Vi skulle have været forlovet med hinanden for efterhånden to et halvt år siden. Det kom ikke til at ske dengang, fordi hans familie på selve dagen ringede og sagde, at jeg var en alt for moderne og uanstændig kvinde. Min mor mente ikke, at det afghanske rygtesamfund skulle få held med at udstøde og udskamme os som familie af det afghanske miljø, hvorfor hun var endnu mere insisterende på, at jeg skulle tage med og have en god aften. Det gjorde vi så som familie og det var en herlig aften.

Foto: Privatfoto
Vis mere

9. Vi lægger os ud med resten af verden

Her er jeg med mine to veninder Halime Oguz, som er SFs folketingskandidat, og forfatteren Elmas Berke. Vi plejer at kalde os ’de reaktionære imamers værste mareridt’. Vi er alle tre gode veninder og forsøger dagligt at slå et slag for danske kvinder med minoritetsbaggrund. Jeg har en lille kerne af mennesker omkring mig, og så går jeg ud og lægger mig ud med resten af verden. Med både reaktionære, med halalhippier, med konservative såvel som relativister – det er en hel palet, man lægger sig ud med, når man vil fokusere på vilkårene for danske kvinder med minoritetsbaggrund. Nogle ville nok mene, jeg er masochist, hvis jeg siger, jeg godt kan lide den kamp. Jeg tror, vi alle tre gør det, fordi vi føler en forpligtelse over for de kvinder, som netop ikke selv kan tale deres sag. Vi tre kvinder gør, hvad vi gør, fordi vi mener, vi skylder de tavse kvinder at råbe deres sag op. Men jeg ville ønske, at det ikke også var ensbetydende med en daglig tilsvining i indbakken eller diverse kommentarer.