Fuld knald på karrieren, konstant ’på’ som alenemor, krav om at være perfekt – og stærk. Det var Gitte Frigionis liv, indtil hun gik ned med stress. Opbremsningen tvang hende til at finde roen i egen tebutik.

Jurist og chefforhandler. Tjekket og overskudsagtig alenemor. Den sjove veninde, der altid var klar til en tur i Københavns kulturliv. Gitte Frigioni havde styr på det hele.

Dervar ikke rigtig noget, hun ikke kunne klare, hvis hun ville.

»Jeg arbejdede som jurist i Arkitektforbundet. Knoklede og havde ret godt styr på det. Da direktøren stoppede, pegede bestyrelsen på mig som stedfortræder, det var et kæmpe skulderklap. Jeg følte mig udvalgt, glad, stolt,« husker Gitte Frigioni.

»Og så fik jeg rigtig, rigtig travlt.«

Gitte Frigioni var – og er – en ambitiøs kvinde. Ingen kan være i tvivl om, at når hun gør noget, bliver det gjort ordentligt. Når hun sætter sig noget for, vil hun hellere gå ned end give op. Det var præcis dét, der skete.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om Gitte Frigioni, der udadtil var en succesrig karrierekvinde men inderst inde var ved at bryde sammen af stress. Læs hvordan københavnerpigen endte med at finde ro i teen og efterfølgende åbnede sin egen tehandel på Bornholm.


Fuld knald på karrieren, konstant ’på’ som alenemor, krav om at være perfekt – og stærk. Det var Gitte Frigionis liv, indtil hun gik ned med stress. Opbremsningen tvang hende til at finde roen i egen tebutik.

Jurist og chefforhandler. Tjekket og overskudsagtig alenemor. Den sjove veninde, der altid var klar til en tur i Københavns kulturliv. Gitte Frigioni havde styr på det hele.

Dervar ikke rigtig noget, hun ikke kunne klare, hvis hun ville.

»Jeg arbejdede som jurist i Arkitektforbundet. Knoklede og havde ret godt styr på det. Da direktøren stoppede, pegede bestyrelsen på mig som stedfortræder, det var et kæmpe skulderklap. Jeg følte mig udvalgt, glad, stolt,« husker Gitte Frigioni.

»Og så fik jeg rigtig, rigtig travlt.«

Gitte Frigioni var – og er – en ambitiøs kvinde. Ingen kan være i tvivl om, at når hun gør noget, bliver det gjort ordentligt. Når hun sætter sig noget for, vil hun hellere gå ned end give op. Det var præcis dét, der skete.

»Jeg havde mange ideer til, hvordan tingene kunne gøres anderledes og bedre. Jeg ville gerne være med alle steder, på alle niveauer, i bestyrelsesarbejdet, som leder for mine medarbejdere og samtidig udføre mit oprindelige job. Det betød over 60 arbejdstimer om ugen, arbejdsrejser og sene aftener med møder – alligevel var jeg altid bagud.«

Samtidig var Gitte Frigioni alenemor for sin datter, men både datteren og den 200 kvm store, dyre lejlighed på Dantes Plads – med udsigt til Tivoli, Rådhuspladsen, Christiansborg og Glyptoteket – så hun sjældnere og sjældnere.

»Der var utrolig meget støj. Både i mig selv og fra den konstante trafiksummen, byens larm af udrykningskøretøjer, skrigende mennesker i Tivoli og fulde folks råben på gaden.«

Fra overgearet til apatisk

En ny direktør blev ansat, men Gitte Frigioni fortsatte i hæsblæsende tempo og med tårnhøje ambitioner. Hun husker det, som om hun aldrig var helt til stede, men altid travl og på vej til det næste.

Indtil hendes krop sagde fra.

»Jeg fik det fysisk dårligt. Kunne ikke sidde stille, havde ondt i maven, massiv halsbrand og kunne ikke sove. Humørmæssigt havde jeg de vildeste svingninger. Fra at være helt oppe at køre og ’på’ kunne jeg blive helt apatisk, handlingslammet og ude af stand til at tænke én sammenhængende tanke. Udsvingene blev voldsommere og oftere. Det stod på længe, før jeg begyndte at forstå, at det ikke var sundt og var noget, der drænede mig.«

I den periode, hvor stresssymptomerne bare blev værre, tilkaldte Gitte Frigioni flere gange lægen. For hun forstod ikke, hvorfor hun havde det så skidt. Når hun lå i sengen med massiv hjertebanken og halsbrand, kunne hun stadig ikke se, at hun var nødt til at trække i nødbremsen, før det gik galt – for alvor.

Gitte Frigioni fik det værre og værre. Indtil den dag, hun betroede sig til en god veninde. Veninden lagde hånden på hendes arm, kiggede hende dybt i øjnene og meddelte med alvorlig mine, at smerterne var tegn på stress.

»Stress... Mig?, tænkte jeg. Jamen, jeg er jo stærk, professionel, har styr på mine ting, arbejder hårdt. Stress er sådan noget, svage mennesker, der ikke har styr på noget, får,« tænkte hun, men vidste godt, at veninden havde ret.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Scanpix, Denmark
Vis mere

Fandt ro hos mor

Gitte Frigioni gik til lægen, der gav veninden ret: Gitte led af massiv stress. Herfra gik det stærkt med sygemelding og et ’clean cut’ til det, der tidligere var meningen med livet.

»Selv om jeg sygemeldte mig midt i overenskomstforhandlingernes endeløse række af møder og forhandlinger, som strakte sig fra tidlig morgen til de sene nattetimer, var der kun forståelse og bekymring fra min arbejdsgivers side. Det var en lettelse, for jeg holdt meget af min arbejdsplads – jeg kunne bare ikke mere. Det var rigeligt, at jeg skulle slippe kontrollen, lytte til mig selv og lade paraderne falde. Det var så vanvittig svært.«

Men hun gjorde det. Og så sov hun. I dagevis.

»Jeg var fuldstændig og aldeles udmattet. Kunne ingenting.«

Men på et tidspunkt begyndte tankerne at melde sig. Hvad skete der? Er jeg for svag? Hvorfor gik jeg ned? Har jeg svigtet?

»Jeg var ked af det og følte mig knækket. Jeg var på mange måder bange for, om jeg nogensinde ville kunne føle glæde ved at arbejde igen. Det var en virkelig hård tid,« husker hun.

Langsomt begyndte hun at øve sig på at bevæge sig uden for lejligheden. Først ud i opgangen. Næste gang ned ad trappen. Med støtte og omsorg fra veninder og hendes kæreste.

Efter nogle uger kunne hun at gå ture, hun begyndte at mærke byens liv igen – uden at føle ubehag ved det. Turene gjorde hende godt, både fysisk og psykisk, og luften gav plads til refleksioner over det massive knæk.

»Jeg blev nærmest angstfuld for at møde andre mennesker, fordi jeg ikke længere følte, jeg havde styr på mig selv. Jeg havde tabt kontrollen – så hvem var jeg nu, hvis jeg ikke længere var hende den tjekkede med styr på det hele?«

Hun begyndte at besøge sin mors butik på sine gåture.

»Min mor har haft Østerlandsk Thehus ved Nørreport siden midt-70erne. Der følte jeg mig tryg. Jeg har jo leget i butikken som barn og haft studiejob der. Det var en stor hjælp at have et sted at gå hen, hvor jeg vidste, jeg blev taget godt imod ,« fortæller hun.

Så lyser hun op i et stort smil. For der sker noget i moderens tebutik. En ny passion kom til hende.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Scanpix, Denmark
Vis mere

Kvinde i egen tehandel

»Jeg begyndte lidt sporadisk at hjælpe til, gå til hånde, duftede, smagte, blandede teer… Pludselig blev jeg virkelig tændt på te og det kæmpe, mangfoldige smagsunivers, den rummer. Jeg begyndte at studere dens oprindelse, de forskellige gradueringer, altså hvor fin teen er, alt efter om det er første høst osv., og så begyndte jeg at undersøge muligheder for at importere te og selv at blande nye smage,« husker hun.

»Jeg kunne mærke i maven, at teen var den rette vej for mig at gå. Jeg gik ambitiøst til værks og var både handlende og nysgerrig, men med teverdenen var det ligesom i mit tempo. Her var ingen hårde forhandlinger med rundsave på albuerne, her var ingen møder, hvor man skulle stå til ansvar for en masse. Her var et kreativt, innovativt og trygt univers, hvor jeg kunne genfinde mig selv – både personligt og professionelt.«

Gitte Frigioni overtog driften af moderens forretning – i hverdagen. Men moderen så helst, at datteren gjorde brug af sin høje juristuddannelse, for efter et helt liv med egen butik, ansatte, weekend- og aftenarbejde vidste hun, at livet som forretningsdrivende er en hård omgang.

Men moderen kunne også se, at te-kærligheden blomstrede i hendes datter. At hun var dygtig til at drive, udvikle og nyskabe forretningen. Et brancheskift var lige dét, Gitte Frigioni havde brug for, men selv om hun havde fået smag for forretningslivet, var det ikke helt forandring nok – hun var endnu ikke dér, hvor hun skulle være.

»Min bror ønskede at drive forretningen i København videre – men jeg kunne mærke, at jeg skulle stå på helt egne ben. Bygge op. Udvikle. Være kreativ.«

På en ferie på Bornholm fandt hun svar på, hvad det var, der manglede. Hun fik blod på tanden – og begyndte sit eget teeventyr på øen.

»Jeg har været på Bornholm før, men oplevede øen på en ny måde, med nye øjne. Den dejlige natur, de mange hemmelige kroge... Jeg blev forelsket i øens fred og ro, stemningen og klipperne. Det overraskede mig helt vildt – jeg var jo sådan en city-pige, der elskede caféer, teater, musik og puls. Den fascination havde jeg ikke set komme.«

Tilbage til start

Hun tog en beslutning. Solgte sin dyre bil, købte en brugt og et hus på Bornholm sammen med sin kæreste, og så åbnede parret deres teforretning. Som var det det mest simple i verden.

»Jeg kunne mærke, at det var det rigtige. At komme væk fra byens stress og larm og det pres, der konstant ligger på dig, når du kører karriere i København. Jeg havde nær slidt mig selv op – så voldsomt, at jeg blev fysisk syg af det. Men da jeg opdagede, at mit talent for at forhandle og at min uddannelse også kunne bruges som selvstændig erhvervsdrivende, kunne jeg pludselig ikke komme hurtigt nok væk fra byens ræs. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg fik rigeligt afløb for mine ambitioner arbejdsmæssigt som erhvervsdrivende på Bornholm. For selv om vi fik en fantastisk modtagelse, var der som nystartet erhvervsdrivende kun én vej – den hed hårdt arbejde.«

Bornholms Thehandel har nu ligget i Aakirkeby i 3 år og har knopskudt med endnu en butik i Rønne, der har eksisteret i godt et år.

Så selv om Gitte Frigioni arbejder meget, er stressen for evigt lagt på hylden. Uanset om butikken er stuvende fuld – eller gabende tom – får hun ikke stress, men husker på, hvorfor hun er, hvor hun er.

Mødet med stressen var en hård omgang, men hun er glad for den udvikling, som den satte i gang i hende, og for det sted, den har bragt hende hen.

»På en måde er det paradoksalt, at man arbejder så hårdt for at passe på sine klienters og medarbejderes ve og vel, at man glemmer at passe på sig selv.«

Det er paradoksalt og vidunderligt, at jeg har fundet ro igen ved at vende tilbage til dét, der egentlig var der fra start – teen.«