Hun fik skylden, da hendes far skuespiller Poul Glargaard tog sit eget liv. Det sendte hende ud i en dyb livskrise. Mette Glargaard kommer ikke til at tilgive sin far. Alligevel er hun ham taknemmelig. For hans selvmord gav hende chancen for at begynde – helt forfra

Bitterheden driver ned ad væggene. Som våd damp har den gjort luften tung i de ellers vindblæste omgivelser. Hun siger sætninger som ’han var modbydelig’ og ’jeg fortryder ikke noget’ – om det selvmord, hendes far netop har haft held med at føre ud i livet. Et selvmord, som har han ladet forstå, skyldes hende.

Det er snart fem år siden, jeg i 2011 mødte forfatter og foredragsholder Mette Glargaard første gang. Dengang sad hun tungt, sammensunket i en sofa i den fjerneste afkrog af Danmark, på Hotel Ruth i Skagen. Hun græd.

Dels fordi hendes far, den folkekære skuespiller Poul Glargaard, dagen forinden var fundet død i sit hjem på Frederiksberg, og hun nu var forældreløs. Dels fordi hun følte, at hun aldrig havde haft en far.

Og så var en grim følelse begyndt at krybe ind under huden på hende. Følelsen af skyld. For et eller andet måtte hun vel have gjort forkert, når faderen skrev hendes navn på sit selvmord.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Mette Glargaard. Hun fortæller om sin bardom, livskrisen og skyldfølelsen efter hendes fars død og om den forvandling, hun har gennemgået de seneste år. En forvandling, der gennem ny kost har givet hende mere energi og en slankere krop. Men vigtigst af alt, så har hun smidt noget, som hun har slæbt rundt på hele sit liv. Vreden.


Hun fik skylden, da hendes far skuespiller Poul Glargaard tog sit eget liv. Det sendte hende ud i en dyb livskrise. Mette Glargaard kommer ikke til at tilgive sin far. Alligevel er hun ham taknemmelig. For hans selvmord gav hende chancen for at begynde – helt forfra

Bitterheden driver ned ad væggene. Som våd damp har den gjort luften tung i de ellers vindblæste omgivelser. Hun siger sætninger som ’han var modbydelig’ og ’jeg fortryder ikke noget’ – om det selvmord, hendes far netop har haft held med at føre ud i livet. Et selvmord, som har han ladet forstå, skyldes hende.

Det er snart fem år siden, jeg i 2011 mødte forfatter og foredragsholder Mette Glargaard første gang. Dengang sad hun tungt, sammensunket i en sofa i den fjerneste afkrog af Danmark, på Hotel Ruth i Skagen. Hun græd.

Dels fordi hendes far, den folkekære skuespiller Poul Glargaard, dagen forinden var fundet død i sit hjem på Frederiksberg, og hun nu var forældreløs. Dels fordi hun følte, at hun aldrig havde haft en far.

Og så var en grim følelse begyndt at krybe ind under huden på hende. Følelsen af skyld. For et eller andet måtte hun vel have gjort forkert, når faderen skrev hendes navn på sit selvmord.

Livskrise

Hvordan lever man videre, når man bliver fortalt, at man indirekte har taget et andet menneskes liv? Og kan man overhovedet leve med sig selv, når det menneske er ens far?

Mette Glargaard har de seneste fem år været ved at opgive mange gange. I den første tid overvejede hun hver eneste morgen, om hun ville leve mere. Overvejelser, som hun til sidst i et desperat råb om hjælp delte på Facebook.

Det virkede. For første gang i sit liv er Mette Glargaard i dag ’sådan rigtig lykkelig’. Gennem sin karriere har hun udgivet en række bøger, der på den eller anden måde tager afsæt i hendes dysfunktionelle familie, og om 10 dage udkommer hun med sin 10. bog. Denne gang er det en kogebog. Mad har nemlig været en afgørende ingrediens i hele den forvandling, hun de seneste fem år har gennemgået.

»Hele mit liv faldt sammen den dag, min far døde. Hele mit fundament forsvandt,« siger hun som noget af det første, da jeg møder hende igen.

10 dage før sin fars død i 2011 havde hun fortalt sin mand, at hun ville skilles. Det var midt under finanskrisen, og de penge, hun havde skudt i deres fælles hus, var væk.

»Tre uger efter hans selvmord fandt mig selv i min venindes lejlighed i København med syv flyttekasser. Kasserne indeholdt alt, hvad jeg ejede. Jeg var familieløs, jeg var hjemløs, jeg var arbejdsløs, og jeg havde ingen penge.«

Her ses Mette Glargaard dagen efter, at hendes far blev fundet død i oktober 2011. Dengang boede hun med sin mand i Skagen, men flyttede kort efter fra ham og til København. Foto: Henning Bagger
Her ses Mette Glargaard dagen efter, at hendes far blev fundet død i oktober 2011. Dengang boede hun med sin mand i Skagen, men flyttede kort efter fra ham og til København. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I dag sidder hun med rank ryg, da jeg møder hende på en terrasse i Hellerup. Selv om hun er blevet fem år ældre, er det som om, hendes ansigt er blevet yngre. De fortrukne fordybninger er blevet glattet ud og hun fylder betragteligt mindre i landskabet. 18 kilo for at være helt præcis.

»Kan man se det,« spørger hun og griner, da hun opdager, at jeg har svært ved at genkende hende.

»For første gang i mit liv er jeg ikke vred. Jeg havde egentlig accepteret, at det var en grundfølelse, jeg skulle leve med hele mit liv. Vreden. Ligesom hvis man altid har lidt ondt i ryggen. Men for et år siden forsvandt den fuldstændig. Sammen med min topmave og min dejagtige hud,« siger hun.

Tragedien

’Far-datter-tragedien’ blev Poul Glargaards selvmord døbt, da den 69-årige skuespiller blev fundet livløs i sin seng på Frederiksberg den 17. oktober 2011. Han havde indtaget store mængder piller og alkohol.

Poul Glargaard var især kendt for sin rolle som Severinsen i tv-julekalenderen ’Jul i Gammelby’ fra 1979 og for rollen som den ubehagelige stedfar i serien ’Alle elsker Debbie’ fra 1988. Men historien om den private Poul Glargaard er historien om en mand, der havde et enormt alkoholforbrug, som levede på byens barer og havde et ofte voldsomt temperament.

Det var bl.a. grunden til, at Mette Glargaard seks år før hans død vendte ham ryggen og afbrød al kontakt til sin far.

»Enten skulle jeg give afkald på mig selv og bevare mit forhold til min far, eller også skulle jeg miste min far. Jeg valgte at bevare mig selv,« forklarede Mette Glargaard den dag i Skagen. Dengang havde hun allerede meget personligt på sin blog beskrevet de mange sammenstød, hun havde haft med sin far. Beskrivelser, som Poul Glargaard først stødte på kort før sit selvmord, og som han skrev i et afskedsbrev, ville ‘blive hans død’.

Skyldfølelsen

Den dag i Skagen for fem år siden prøvede Mette Glargaard at vriste den af sig. Skyldfølelsen. ‘Man kan ikke påtage sig ansvaret for andres handlinger’, blev hun ved at sige.

Alligevel sivede den lige så stille ind mellem sprækkerne og forplantede sig til hele kroppen.

»Selv om jeg godt vidste, at det ikke var min skyld, var der noget i mig, der blev med at sige, at jeg jo måtte have gjort et eller andet forkert. Jeg tog skyldfølelsen ind. Dybt ind. Der var mennesker omkring ham, der sendte mig breve og mindede mig om, at det var min skyld. De sendte beskeder på Facebook, hvor der stod: ’Du bliver rig på din fars død’. Det er jeg ikke blevet, men selv hvis jeg var, synes jeg faktisk, at jeg ville have fortjent det,« siger hun, der gennem sit liv har brugt en ’lille halv million på terapi’ for at bearbejde en barndom, hvor hun mener, begge forældre har svigtet hende.

»Jeg sagde engang til min far, at det var min opvækst, jeg bearbejdede, og at det måske ville være rimeligt, hvis han betalte min terapi. Hans standardsvar var: ’Du har haft en guldrandet barndom’. Det havde jeg jo – sammenlignet med hans. Min far kastede ikke knive efter min mor, som hans far havde gjort. Til gengæld tævede han min mor – det var i hans øjne en forbedring.«

Mette Glargaard er eneste datter af Poul Glargaard og Inger Gleerup. Foto: Scanpix
Mette Glargaard er eneste datter af Poul Glargaard og Inger Gleerup. Foto: Scanpix
Vis mere

Privat teater

Mette Glargaard beskriver sin barndom som et teaterstykke, hvor hendes far kun var der, når der var publikum på, og hvor hun skulle performe, så omverdenen kunne se, hvor god en far han var. Når de var alene, havde hun en følelse af, at hun mest af alt var i vejen.

»De så ikke mig. De interesserede sig ikke for mig. Min mor fordi hun var fuld og ikke magtede det. Jeg kunne stå og rykke hende i ærmet og sige: ’Mor, mor, mor, mor’, mens hun læste avis. Efter lang tid kunne hun vende sig om og sige: ’Jeg har travlt’. Min far havde travlt med sine damer, sin sprut og sit teater. Når vi endelig var sammen, var det enormt forceret. Det var min fars status som god far, det handlede om. Derfor var der også oftest andre til stede, når han agerede far, for så kunne de blive imponerede over ham,« siger Mette Glargaard, der som voksen har konfronteret begge sine forældre med, at hun har følt sig svigtet hele sin barndom.

»Min far brød grædende sammen og sagde: ’Jeg har været en forfærdelig far. Men du skal vide, at min barndom har været tusind gange værre end din.’ Og så begyndte han at snakke om sig selv. Min mor sagde på sit dødsleje, da jeg var 25 år, at hun havde svigtet som mor. Hun havde gjort sit bedste. Men det var ikke godt nok.«

Mad

Isterningerne skvulper i det glas, Mette Glargaard med jævne mellemrum løfter op til munden. Hun har ikke bestilt noget at spise. Restauranten serverer ikke mad, hun vil sætte tænderne i.

Det seneste år har hun spist efter en helt bestemt diæt. Eller en egentlig diæt er det ikke. Hun vil ikke sætte en mærkat eller et navn på. Til gengæld fortæller hun, at hun for første gang i sit liv er begyndt at interessere sig for mad.

Interessen opstod sidste forår under en ferie i Californien. Indtil den ferie, der på mange måder har vendt fundamentalt op og ned på hendes liv, var hendes forhold til mad forbundet med en lede, der begyndte allerede, da hun som lille pige blev enormt kræsen.

»Jeg mener, at børn er kræsne, fordi det er en måde at sige nej på. Hvis de ikke får lov at sætte grænser, kan de bruge kræsenhed til at markere sig. Min mor drak, og min far havde ikke tid til at tage sig af mig. Fordi det skulle være nemt, kom jeg til at leve af toastbrød med ost. Jeg voksede op med, at mad ikke er noget, man nyder. Det er ikke interessant. Det smager ikke godt. Det er bare noget, der skal overstås,« siger Mette Glargaard.

Da Mette Glargaard s far for snart 5 år siden begik selvmord, gav han hende skylden for det. Efter mange års bearbejdelse, har hun nu endelig lært sig selv at give slip, og ånde ud. Fotograferet i hendes lejlighed i Hellerup.
Da Mette Glargaard s far for snart 5 år siden begik selvmord, gav han hende skylden for det. Efter mange års bearbejdelse, har hun nu endelig lært sig selv at give slip, og ånde ud. Fotograferet i hendes lejlighed i Hellerup. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Da hun blev voksen og flyttede hjemmefra, tog hun madvanerne med sig. Hun lavede sjældent mad, og mindst en gang om ugen gik hun ned og købte for 40 kr. slik, som hun spiste til aftensmad. Ellers levede hun af ostemadder. Hvad det gjorde ved hendes krop og hendes velvære, tænkte hun aldrig over.

»Jeg havde ikke så meget kontakt med min krop. Den var blevet omsorgssvigtet, og det omsorgssvigt videreførte jeg til mit voksne liv. Jeg syntes, mad var overvurderet, jeg havde ikke lyst til at bevæge mig, og jeg syntes, at sex var uinteressant.Min krop var bare irriterende og i vejen, fordi den måske kaldte på noget, som jeg ikke lige gad tage mig af,« siger hun.

Forvandlingen

Det var den krop, hun sidste år som 48-årig rejste til Californien med. Hun skulle besøge en gammel veninde, som foreslog, at Mette Glargaard i 14 dage levede af den mad, veninden tilberedte til hende.

I to uger levede Mette Glargaard af plantebaseret mad og undgik kød, gluten, sukker og mælkeprodukter. Siden har hun udelukkende spist efter disse retningslinjer. Hun har tabt sig 18 kilo, hendes hud er blevet stram, og så har hun smidt noget, som hun har slæbt rundt på hele sit liv. Vreden.

»Efter fem dage havde jeg en helt ny energi. Og mit energiniveau var stabilt. Jeg sov bedre og tungere og havde nemmere ved at vågne. Jeg kunne bedre være i min krop. Da der var gået ti dage, forsvandt min vrede. Jeg tænkte, at det nok bare var fordi, solen skinnede, at jeg fik god mad, og det var hyggeligt med min veninde. Men vreden er ikke vendt tilbage,« siger hun.

Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Den 14. juni udkommer Mette Glargaard med kogebogen ’Mad, der gør glad’. Bogen er inspireret af den livsstil, hun fik øjnene op for i Californien. Overskuddet går ubeskåret til julemærkehjemmet

»Mange ved ikke, at plantebaseret mad kan være lækkert, og at det kan være hyggeligt at stå i køkkenet og lave det. Jeg vil aldrig tvinge grøntsager ned i halsen på nogen, men hvis vi kan lokke med et smukt billede og en nem og sund opskrift, som kan give mere glæde og mere overskud, er det jo fantastisk,« siger Mette Glargaard, der er klar over, at det næsten kan lyde en smule frelst.

»Havde du for to år siden vist mig den, jeg er i dag, havde jeg tænkt: ’Hende bliver jeg nok aldrig veninde med’. Jeg har ikke nogen dagsorden om at ville forandre folks forhold til mad. Jeg vil gerne inspirere, hvis de vil inspireres.«

Rigtig lykkelig

Hendes prikkede sommerkjole smyger sig stramt om hendes solbrune krop. Man kan ikke se, at hun fylder 50 år til efteråret.

»For første gang i mit liv er jeg sådan rigtig lykkelig. Jeg har simpelthen været så udsultet på kærlighed, på mad, på sex, på gode relationer. Jeg har overlevet på min hjerne. Men det at miste alting dengang gjorde, at jeg kunne slippe min hjerne og begyndte at interessere mig for resten af mig. Jeg fik mulighed for at kigge på mig selv på en helt ny måde,« siger hun.

Et halvt år efter sin fars død, hvor hun dagligt havde gennemgået argumenter for og imod at blive ved med at leve, satte hun sig ned og formulerede et desperat råb om hjælp. Det sendte hun ud på Facebook. Og det hjalp. Hænder blev rakt ud fra forskellige hjørner af verdenen.

Forsigtigt vendte hun tilbage til overfladen. Vel havde hun mistet alt. Men det betød også, at hun kunne begynde helt forfra.

Poul Glargaards datter Mette Glargaard Andersen med foto af mor og far.
Poul Glargaards datter Mette Glargaard Andersen med foto af mor og far.
Vis mere

I dag sidder spøgelset af Poul Glargaard stadig på hendes skulder. Men hun forsøger ikke længere at verfe ham væk. Han får lov at sidde der.

»Han fylder ikke ret meget, og samtidig fylder han enormt meget. Men på en positiv måde. Jeg er dybt taknemmelig over, hvor jeg er i mit liv, og det er delvis hans skyld. Hvis ikke han havde været sådan en lorteidiot af en far, ville jeg ikke have været her,« siger hun.

»Havde jeg haft en lykkelig barndom, havde jeg ikke haft så meget at give af.«

Hun blotter et smil, der ikke lader fornægte, hvem hun er datter af.

Da jeg mødte Mette Glargaard første gang, var det værste, man kunne sige til hende, at hun mindede om sin far. Sådan har hun det ikke længere.

»Jeg har før været angst for de sider, jeg har arvet efter min far. Nu har jeg overskud til at favne ham uden at være bange for selv at blive en egoist, der misbruger alle omkring sig. At stille mig op og tale foran hundredvis af mennesker skræmmer mig f.eks. ikke. Det har jeg arvet fra min far. Jeg har været rigtig bange for at bruge den side, fordi jeg har tænkt, at det er falsk. Men det er en del af mig, og det accepterer jeg nu.«

Har hun så tilgivet, at hendes far gik i døden på den måde, han gjorde? At han efterlod hende med ansvaret? Nej. Men det er heller ikke hendes opgave, mener hun.

»Når man skal tilgive, skal man tilgive sig selv først. Han er død og har ikke brug for min tilgivelse. Men jeg forstår ham. Jeg ved, han ønskede noget, han ikke magtede at skabe. Jeg tilgiver mig selv for, at jeg hadede ham dengang. Det er det vigtigste.«

Da Mette Glargaard s far for snart 5 år siden begik selvmord, gav han hende skylden for det. Efter mange års bearbejdelse, har hun nu endelig lært sig selv at give slip, og ånde ud. Fotograferet i og omkring hendes lejlighed i Hellerup tirsdag den 31. maj 2016.
Da Mette Glargaard s far for snart 5 år siden begik selvmord, gav han hende skylden for det. Efter mange års bearbejdelse, har hun nu endelig lært sig selv at give slip, og ånde ud. Fotograferet i og omkring hendes lejlighed i Hellerup tirsdag den 31. maj 2016.
Vis mere