Lennart Johannesen, alias Fede Finn, har ikke meget tilbage af sit syn, men kan dog fra scenen se kvindernes attributter, hvis omfanget er stort nok, og de er i bevægelse.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Fede Finn suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.


Lennart Johannesen, alias Fede Finn, har ikke meget tilbage af sit syn, men kan dog fra scenen se kvindernes attributter, hvis omfanget er stort nok, og de er i bevægelse.

1. Huset bygget for tunpenge

Min far Kaj, var murer i hverdagen og kom træt hjem, efter at have drukket en snes bajere. I weekender og ferier var han tunfisker, ligesom min farfar. De to var nogle af de største tunfiskere i 40’erne og 50’erne. Vores hus blev bygget for tunpenge for en sæson. Jeg var selv med ude at fange tunfisk i 1962, da jeg var 12 år. Lige rundt pynten, forbi Kronborg lå vi ud for Hellebæk og kastede friske stykker makrel ud. Så kom tunfiskene i stimer. Med en kraftig tøjsnor og en krog for enden, kunne man få bid. Men man kunne ikke bare trække dem op med det samme, man måtte slås med dem, til de var trætte. Engang fulgte vi en i et helt døgn, og det endte med, at den stak af. Sådan en fisk vejede 300 kilo, og på en god dag kunne man fange én eller to. Eftersom både min mor og far arbejdede, var der to lønninger, så vi var lidt fremme i skoene og var de første i området, der fik fjernsyn og bil – en Renault Dauphine. Vi holdt ikke ferie, men nøjedes med at besøge familien i Jylland og tage rundt og se fiskeauktionerne i Hirtshals, Skagen, Hvide Sande og Esbjerg.

2. Mor satte sangernes hår

Jeg voksede op i Snekkersten, min mor Edith var damefrisør i Salon Milo, der lå på G A Hagemannsvej, ikke så langt fra hotel Kystens Perle, hvor der kom berømte sangere og fik sat hår, og derfor var det ikke usædvanligt, at hun arbejdede til klokken 22. Jeg legede i salonen, mens de store svenske stjerne Monica Zetterlund og Anita Lindblom var der, inden de skulle optræde på Kystens Perle. Dengang var det ikke moderne at bo ved vandet, dem, der boede der, var de fattige. Det har skiftet lidt siden. Der var en fattiggård i Snekkersten, den lå lige ned til vandet, for ingen ville bo der, det blæste altid. Jeg havde en dejlig barndom, jeg boede 200 meter fra skolen og kunne gå hjemmefra, når det ringede, og jeg var også tæt på skoven og vandet, og senere havde jeg Ingvald Lieberkind i biologi.

3. Skoleinspektøren i lag med nabokonen

Min mor havde sørget for, at mit hår sad godt her. Da jeg blev en del ældre end på billedet, var jeg jo nok omdrejningspunktet i byen. Jeg var en igangsætter og fik blandt andet arrangeret, at der blev solgt sodavand og øl til fodboldkampene. Fra jeg var ti år, var jeg drengebryder, og jeg blev nummer to i sjællandsmesterskabet i 1961. Nummer ét var nordisk mester. Men da jeg kom i puberteten, kunne jeg ikke klare at ligge bag røven på en anden. Som bryder kom jeg omkring i både Danmark, Norge og Sverige, dengang var det en meget populær sport. I skolen blev jeg realist, det vil sige, jeg tog realeksamen og ikke mere. Jeg skulle ikke være student. Jeg fik mange tæsk de første syv år i skolen, jeg tog mange skideballer og fik lussinger. Lærerne tævede jo en, som om de fik penge for det. Der var f.eks. en episode, hvor jeg lavede en papmachefigur og sagde: »Det ligner lærer Schultz«, og det hørte han, og så kom der en højrepote. Andre gange slog de med nøgler eller knytnæver oveni hovedet. Ufatteligt, at de slap godt fra det. Engang så vi skoleinspektøren kæreste med nabokonen oppe i skoven, hvor vi legede. Vi blev hentet op på hans kontor, hvor bambuspinden lå parat.

4. Selv de grimmeste kunne score med en guitar

Da jeg var omkring de tretten, kunne jeg se, at pigerne var vilde med dem, der spillede guitar, så jeg købte en rød guitar og måtte lære at spille. Vi dannede pigtrådsorkesteret Cap Stones og blev nordsjællandsmestre i 1965. Lige så snart du fik den guitar på maven, gik pigerne bananas. Når vi øvede tirsdag og torsdag, sad der vel 50 damer på gulvet og kiggede. Det var et rent slaraffenland, ikke mindst når vi kom til Jylland. Pigerne var vilde – det var sådan, at selv byens grimmeste mænd kunne score, når bare de havde en bas eller en guitar. En af mine store dage var, da jeg blev gift med min kone Lene. Jeg scorede hende påskelørdag 1971. Hun så sindssygt godt ud dengang – ligesom i dag. Vi har været gift i 44 år, og hun har sjældent været med ude til mine koncerter, men nu kører hun mig, for jeg ser ikke længere særligt godt. Jeg har kun 20 pct. syn på det ene øje og er blevet øjenopereret tre gange. Når jeg står oppe på scenen, kan jeg kun se kvinderne, hvis de har store bryster og hopper. Så kigger man lige en ekstra gang og bliver helt glad, for så har man dog for h... oplevet et eller andet. Vi musikere er jo sådan, at der er jo en årsag til, at vi står dér på scenen – så sjovt er det altså heller ikke at køre hele vejen til f.eks. Hirtshals.

5. Tjente godt på dansemusikken

Da vi var færdige med pigtrådstiden, gik jeg over til at spille dansemusik med bandet Family Swingers. I 1972-74 var det det mest efterspurgte orkester med 350 job om året. Jeg var uddannet elektriker og arbejdede på Amager Kraftværk som elektrikersvend, men kom i stedet til at arbejde hos Eugen Tajmer booking ud over spillejobbene om aftenen. I vores velmagtsdage fik vi 3400 kr. for et job, og jeg kom til at tjene 140.000 kr. på et år. Det var mange penge dengang. Jeg spillede blandt andet sammen med Erhard Jakobsen på en turne, hvor han sang om at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til.

6. Spillede Supermario

Her et billede fra min karriere som Supermario. Johnny Reimar, min ven gennem tredive år, spurgte mig, om jeg ikke kunne skrive 52 afsnit af Mario og Luigi, som skulle optages til TV2 i begyndelsen af 90’erne. Jeg kom som aftalt med et manuskript en uge efter, og da sagde han, at det altså kun skulle være med to skuespillere, så jeg måtte lige skrive det hele om. Det blev godkendt, og vi optog det til TV2 på to uger. Det var et spareprogram, de fleste scener var »one-take«. Supermario var stinkende populær på Gameboy, og jeg blev også populær som Supermario og var rundt at optræde 1.200 gange i Danmark.

7. Vidste ikke, hvem der skulle være med

Da jeg fik taget billedet her, anede jeg ikke, hvem der skulle være de nye medlemmer i Fede Finn og Funnyboyz – og derfor har personerne bagtil sække over hovederne. Billedet var en del af en kampagne i denne her avis BT, hvor vi skulle finde nye musikere. 550 meldte sig, deriblandt 350 trommeslagere. Det gik nemt med at skaffe gode musikere. Katrine Daugaard er sangerinde, hun har samme funktion, som Annisette havde i bandet Dandy Swingers, som er forbilledet. Katrine Daugaard flytter snart til en 350 kvm godsforvalterbolig – man så hende i programmet Luksusfælden på TV3, hvor hun blev sur over en uretfærdig behandling. Hun er supersød, dygtig og meget tjekket. Vi er nu på vej til job nummer 108 i år.

8. Giver folk, hvad de vil have

Når jeg skal skrive en tekst, er min tanke, at den skal handle om alt det, man ikke kunne finde på at sige af frække ting, når man står og danser med en lækker sild. Så kan de nemlig stå og synge med og få sagt: »Vi vil se dine bryster«, og den slags. Jeg synes, man skal gi’ folk, hvad de gerne vil ha’. I 40 år har jeg prøvet at lave kunst, jeg har prøvet at prakke folk noget musik på, som de ikke vil ha’. F.eks. dengang jeg spillede i glamrock-bandet Tiger i 70’erne. Vi var ude at spille masser af gange, men der var ikke særligt mange penge i det.