Iskoldt har de håndteret mordere og parterede lig. Røde i hovederne har de råbt højt om tilstandene i dansk politi. De pensionerede drabschefer Kurt Kragh og Ove Dahl er på én gang analytisk kolde og ude af stand til at føle noget som helst.
»Jeg bliver aldrig følelsesmæssigt påvirket af noget som helst. Vi er to kolde skiderikker,« griner Ove Dahl, mens Kurt Kragh står ved hans side.
De to mænd er på Politikens Forlag, som har udgivet deres nye bog ’Drabscheferne’ om de største drabssager, de har arbejdet med.
Ove Dahl gjorde karriere som kriminalinspektør i Københavns Politi. Kurt Kragh var efterforskningsleder på Rejseholdet. Hver for sig har de håndteret nogle af danmarkshistoriens mest omtalte mordsager. Ove Dahl stod i spidsen for efterforskningen af drabs- og voldtægtsforbryderen Amagermanden. I spidsen for efterforskningen af mordet på en taxachauffør, som blev fundet parteret i København. Kurt Kragh havde den tvivlsomme ære at finde liget af en voldtaget kvinde med en afbidt brystvorte på bunden af en mergelgrav.
LOG IND PÅ BT PLUS og mød de to forhenværende drabchefer, når de fortæller om tiden i drabsafdelingen og deres oplevelser med nogle af Danmarks mest brutale mordsager.
Det får du:
- Artikel: Det handler om ikke at føle noget som helst
- Interview: Den sværeste sag, den mest makabre sag og sager, der nager
Iskoldt har de håndteret mordere og parterede lig. Røde i hovederne har de råbt højt om tilstandene i dansk politi. De pensionerede drabschefer Kurt Kragh og Ove Dahl er på én gang analytisk kolde og ude af stand til at føle noget som helst.
»Jeg bliver aldrig følelsesmæssigt påvirket af noget som helst. Vi er to kolde skiderikker,« griner Ove Dahl, mens Kurt Kragh står ved hans side.
De to mænd er på Politikens Forlag, som har udgivet deres nye bog ’Drabscheferne’ om de største drabssager, de har arbejdet med.
Ove Dahl gjorde karriere som kriminalinspektør i Københavns Politi. Kurt Kragh var efterforskningsleder på Rejseholdet. Hver for sig har de håndteret nogle af danmarkshistoriens mest omtalte mordsager. Ove Dahl stod i spidsen for efterforskningen af drabs- og voldtægtsforbryderen Amagermanden. I spidsen for efterforskningen af mordet på en taxachauffør, som blev fundet parteret i København. Kurt Kragh havde den tvivlsomme ære at finde liget af en voldtaget kvinde med en afbidt brystvorte på bunden af en mergelgrav.
Følelser er forbudt
Ove Dahl uddyber, hvorfor det rent ud sagt ikke rører dem ’en skid’.
»Det handler i princippet om ikke at føle noget som helst. Hvis først man indlader sig følelsesmæssigt i sagerne, skal man ikke være drabschef. Så skal man hellere hoppe på motorcyklen.«
Kurt Kragh nævner sagen om den seks-årige dreng Joachim. Han blev i 1986 fundet myrdet med mere end 10 knivstik. Der gik et år uden gennembrud i sagen.
»Vores efterforskningsleder sagde, at hvis vi mistede gejsten, skulle vi bare hente de fotografier, vi havde af Joachim, hvor han lå myrdet. Det var jeg fuldstændig uenig med ham i. Hvis gejsten udspringer af, at ’ham skal vi have fat i – han er fanme et svin’, så risikerer vi at få skyklapper på. Så bliver vi subjektive, og så risikerer vi amerikanske tilstande, hvor det er ligegyldigt, hvem det er, vi fanger, bare vi får én i spjældet.«
Kurt Kragh vil gå så langt som til at sige, at dét, han tager med hjem i weekenden, er frygten for, at drabsmanden begår endnu en forbrydelse. Og det gjorde Joachims morder, men de nåede at pågribe manden, inden to små piger kom alvorligt til skade.
Og grunden til, at de to mænd medvirker i den nye bog, er enkel: De vil bidrage med at fortælle, hvad der skete i de største sager i drabshistorien. Præcis som vi skal huske, hvad nazisterne gjorde. Måske den kan bruges som undervisningsmateriale på politiskolen?
Som drabschef mener de begge, at det er vigtigt at kunne tænke som en morder og forstå en morder. Man skal have fantasi, siger Ove Dahl. Ellers havde Kurt Kragh aldrig fundet på at grave efter et lig i en mergelgrav. ’Hvad ville jeg havde gjort, hvis jeg var morder,’ tænkte Kurt Kragh.
De forstår forbryderne
På samme måde – på nær i enkelte særligt psykopatiske sager som med Peter Lundin og Amagermanden – forstår de forbryderen. Og det er ikke det samme som accept, understreger de.
Et eksempel var et meningsløst mord på en restauratør og hans 13-årige søn. To unge drenge handlede i affekt. For de havde aldrig oplevet kærlighed, og derfor skulle far og søn tæves ihjel.
Kurt Kragh har siddet iskoldt over for mange mordere uden kvalme. Ove Dahl har siddet over for mange pårørende, og heller ikke dét er hårdt.
»Det værste er uvisheden. Min drivkraft gennem tiden har været at give de pårørende vished,« siger Ove Dahl og fortæller en historie om en mor til to dræbte sønner, som engang kom ind på en politistation i Holstebro for at se billeder af sine døde sønner.
»Nu ved jeg, at mine to børn er døde. Nu kan jeg komme videre,« sagde hun bagefter.
Ove Dahl er født i 1949, Kurt Kragh i 1950. Ove Dahl kalder Kurt Kragh for den yngre af de to. Kurt Kraghs ansigt er kækt og har ungdommelige træk. Som den frække dreng i klassen. Ove Dahl ser konservativ og alfaderlig ud. Rutineret og rolig. Kurt Kragh kommer fra Københavns gader. Da han kom på politiskolen, havde han 11 smådomme bag sig. Ove Dahl er fra en bondegård langt ude på landet, hvor Kragherne vender. Det vildeste, han oplevede fra 60ernes ungdom midt i en hippietid, var årene på højskolen, hvor enkelte røg hash, og den langhårede forfatter fra flipperkollektivet Maos Lyst Ebbe Kløvedal Reich underviste.
»Ja, der skete noget derovre,« siger Kurt Kragh underspillet.
På druk i Tivoli
Og de komplementerer hinanden godt, som de sidder og gnækker og sludrer om dengang, de gik på druk i Tivoli, og Kurt Kragh måtte overnatte hos Ove Dahl i Valby, fordi der var for langt til Gilleleje.
»Jeg var vild, jeg var meget vild,« siger Kurt Kragh.
»Jeg blev nok opfattet som en provokatør og rebel i dansk politi. Mange mente slet ikke, jeg skulle have været i korpset på grund af lovovertrædelser. Jeg har været en usædvanlig politimand og har sagt min mening.«
I sine unge dage blev han af sin vejleder klokken tre om natten opfordret til at anholde en cyklist, som drejede til højre ved rødt. Der var mennesketomt i krydset.
»Det havde jeg da selv gjort. Det nægter jeg,« svarede Kurt Kragh sin kollega.
»Mange politifolk accepterer tingenes tilstand og har den holdning, at de er sat i verden til at håndhæve loven. Og det er klart, vi skal ikke lovgive. Så med det som udgangspunkt fortæller mange mig, at du skal da ikke have en mening om dét og dét,« siger Kurt Kragh.
Netop det at være rapkæftede og højtråbende har gjort dem landskendte. Særligt politireformen, som trådte i kraft 1. januar, fik hårde ord med på vejen fra de to drabschefer. 54 politikredse blev sammenlagt til 12. Rejseholdet blev nedlagt, og ifølge de tidligere drabschefer blev der indført en stram presselinje, hvor efterforskerne fik mundkurv på. Begge smækkede med døren som følge deraf.
Siger tingene firkantet
At skulle gå igennem politiets officielle presselinje, når Kurt Kragh stod klokken tre om natten med en hastesag, og han formelt set ikke måtte tale med pressen, var ’edderman’me ikke let’.
»Medierne er et utrolig vigtigt værktøj til at få fat i vidner. Der sidder masser derude, som gerne vil hjælpe,« fortæller Kurt Kragh.
Af samme årsag medvirker både Kurt Kragh og Ove Dahl i TV3s nye krimi-seersatsning ’Krimicentralen’.
For dér er det, at de må træde til som eksperter, fortæller de. For med den nye, stramme linje blev der brug for eksperter som dem til at give befolkningen besked. Selvom de principielt mener, at de ikke skal blande sig i andres sager offentligt, da det kan skade efterforskningen, er det ikke altid, de overholder egne idealer. Og af og til føler de, at de går for langt. Som da Kurt Kragh sagde til BT, at den forsvundne 17-årige pige Emilie Meng sandsynligvis er blevet udsat for en forbrydelse.
»Da var jeg måske lige hård nok over for familien, for det er barskt at høre, men dét, jeg mente, var, at politiet skulle håndtere sagen ved at forestille sig det værst tænkelige. At de ikke må tage let på sagen.
Vi to har aldrig været særlig politisk korrekte. Vi har altid været kendt for at sige tingene firkantet. Når vi siger sådan noget, vil mange kalde os racister ad pommern til. Men det er ikke sådan, det er. Jeg forsøger blot at fortælle tingene, som de er,« siger Kurt Kragh.
Han henviser til statistikker, der sandsynliggør, at personer med ikke-danske navne fylder godt i kriminalitetsbilledet her til lands. Og det skal man kunne tale om, og det er blevet bedre i offentligheden i de seneste 10 års tid, mener de.
Den politiske korrekthed er på retur.
Sagerne de husker bedst
DEN SVÆRESTE SAG
Ove Dahl: Nissan Micra-sagen, 1994
»Jeg tænker på en atypisk sag, vi kaldte for ’Nissan Micra-sagen’. En prostitueret ung kvinde blev fundet dræbt i december ved et grønt område nær Fisketorvet i København. Der var én af hendes venner, som forinden havde været i gerningsmandens bil og gjort sig iagttagelser. Vi knoklede med den sag og kørte rundt i hele landet og ledte efter den her Nissan Micra. Der var 3.800 af den type biler. Sagen blev opklaret på grund af noget dna. Vi fandt en ung mand fra Hvidovre, som havde lånt sin mors bil.
Kurt Kragh: Ringbindsattentatet, 1987
Denne sag er jeg særdeles stolt af, fordi det var teamarbejde. Det er en sag helt tilbage fra 1987, som i medierne blev kaldt for ’Ringbind-sagen’. En selvstændig erhvervsdrivende i Helsingør finder et ringbind ude foran sin bil, og da han åbner det, ligger der en skarpladt pistol i det, og der er en snedig indretning, så pistolen affyres. Han overlever, men den måde, vi nåede frem til gerningsmanden på, var fantastisk. Det hele kunne være tabt på gulvet, hvis vi ikke havde godt holdarbejde med ransagninger og afhøringer.
MEST MAKABRE SAG
Ove Dahl: Mordet på taxachaufføren, 2005
»Når vi taler om ’makaber’, så er det taxichaufføren, der blev fundet nede i Adelgade i flere dele. Slået ihjel i sin lejlighed, dræbt med knivstik i halsen og parteret. Vi kaldte sagen for ’det parterede lig’, og han blev placeret to forskellige steder: i Adelgade og Klerkegade. Det tog tid, men det var noget af det mest makabre, hvis vi ikke skal tale om børn. Det her var en voksen, dansk taxachauffør, som blev dræbt i en lejlighed. Vi regner med, at gerningsmanden – en sudaner kaldet Jaguar – er flygtet til Sudan. Han er aldrig blevet taget.«
Kurt Kragh: Alice Kansiime-sagen, 1997
»Alice Kansiime-sagen handlede om en 37-årig ugandisk prostitueret, som blev myrdet nord for Ringsted. Hun blev tævet, hun blev voldtaget, hun blev kvalt, hun blev knivstukket, og så endte det med, at han skar hendes hånd af for at få fat i et guldarmbånd. Det er nok den sag, hvor jeg vil sige, at gerningsmanden agerede mest bestialsk, og det ærgrer mig, at vi ikke kunne løfte den.«
SAGER, DER NAGER
Ove Dahl: Drabet på Stine Geisler, 1990
»For en god ordens skyld, skal det siges, at vi gerne vil opklare alle sager. Af de få uopklarede sager, jeg har været inde over, arbejdede jeg meget med Stine Geisler-sagen. En ung student på vej ind i sit voksne liv blev slået ihjel i en kælder i det indre København. Det er en sag, alle kan huske, og som stadig popper op. Der er afhørt lige i underkanten af 4.000 mænd, og vi har to-tre-fire-stykker, vi arbejder mere intenst på end andre, men vi har ikke været i stand til at løfte den på grund af tekniske spor.«
Kurt Kragh: 21-årig pige får halsen skåret over i Solcenter
»Jeg vil gerne opklare alle sager, og én af dem er Alice Kansiime-sagen, men jeg bryder mig generelt ikke om at tale om, hvilke sager der nager. Men jeg kommer i tanker om en sag i et solcenter, hvor en pige får skåret halsen over. Hun overlever, men får et grimt ar. Den fyldte meget dengang – ikke så meget mere. Men da tænkte jeg: ’Bare vi for pokker ikke har haft gerningsmanden inde til en afhøring, har lukket ham ud, og at han gør det igen’.
