Tv-værten Bubber har et ambivalent forhold til julen. Han har fået nok af julepynt i oktober og æbleskiver fra frostposer. Men når familien først er bænket om andestegen, føler han sig som det heldigste menneske.

Hvordan har du det med julen?

»Det er ikke sådan, at jeg er ved at falde ned af stolen af spænding, når vi nærmer os den 24. december. Men jeg synes, det er en glad tid, der emmer af det ord, vi danskere er så stolte af: Hygge.«

Hvilke juletraditioner har du?

»Hvert eneste år er jeg på Rigshospitalet 24. december om formiddagen. Det har været en tradition i næsten 25 år, så det kunne jeg slet ikke forestille mig at gå glip af. Det er dejligt at kunne gå stuegang og fjolle og gøre børnene glade.«

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Bubber.  På BT PLUS finder du også i denne tid juleinterview med Pia Kjærsgaard, Bodil Jørgensen Bertel Haarder - samt masser af inspiration og opskrifter til en skøn julemiddag.


Tv-værten Bubber har et ambivalent forhold til julen. Han har fået nok af julepynt i oktober og æbleskiver fra frostposer. Men når familien først er bænket om andestegen, føler han sig som det heldigste menneske.

Hvordan har du det med julen?

»Det er ikke sådan, at jeg er ved at falde ned af stolen af spænding, når vi nærmer os den 24. december. Men jeg synes, det er en glad tid, der emmer af det ord, vi danskere er så stolte af: Hygge.

Som barn gik december også meget hurtigere end alle andre måneder. Skoledagene var lidt kortere, fordi man skulle lege drillenisser for hinanden, tegne stearinlys på tavlen og trække lod om pakkekalendergaver. Som voksen har man også forventninger til, at der er hygge hist og pist i december. Men når man et par uger inde har fået nok af gamle, tørre pebernødder, tung gløgg-duft og plastikpose-æbleskiver, der vælter ind og ud af ovne, så kan der godt være gået lovlig meget tvangsritual i det.

Allerede i sommerferien tager man fat på, hvornår julen skal holdes, hvem tager sild med til julefrokosten, og skal vi overhovedet have risalamande? Det er røvsyge diskussioner, men det er hyggeligt alligevel, for det er noget, vi gør sammen som familie. Og at være sammen med de mennesker, man er tættest på og holder mest af – det er da fedt.

Juletraditioner

Mange andre steder i verden betyder julen ikke så meget, som den gør her. Her er det noget, de fleste går rigtig meget op i. Vi vil alle gerne gøre det så godt. Og så er det, man kan blive helt stresset over, at anden skal steges rigtigt og alle traditionerne skal følges. Det hele koger i løbet af december. Den 24. er dagen, vi har kæmpet for. Det bedste er klokken kvart over syv juleaften. Når roen sænker sig, og man kan sidde og kigge bordet rundt og tænke ’hold kæft hvor er jeg heldig, at jeg kan få lov til at sidde her med de mennesker, jeg holder mest af’. Så kan man kun føle sig lykkelig. Det er jo netop familien, julen handler om.«

Hvordan var din barndoms jul?

»Halvdelen af min familie er jødisk, så på den ene side af familien blev der holdt hannukkah i stedet for jul. Men når vi holdt jul, var der jul ud over det hele. Jeg glædede mig sindssygt meget og kunne næsten ikke få spist maden hurtigt nok, inden gaverne skulle flås. I løbet af december elskede jeg at se julekalendere og gik ualmindeligt meget op i at få slukket kalenderlyset på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har fødselsdag 11. december, og for mig var det fantastisk at kunne fejre det med en mindre gaveregn lige midt i ventetiden.«

Hvilke jul har været den mest kiksede?

»Jeg har ingen decideret dårlige oplevelser med julen. Ingen katastrofer. Men der var et år, hvor vi mildt sagt havde et mindre uheld. Vi havde en stor hund dengang. Min mor havde sat en skål med andefedt udenfor på trappen til afkøling, og hunden havde væltet skålen og spist så meget andefedt, at den nærmest var besvimet, da vi fandt den. Det mest kritiske var dog næsten, at der ikke var fedt tilbage til madlavningen.«

Anderledes julekalender

Hvorfor er du stolt af julekalenderen Jesus og Josefine?

»Som barn elskede jeg at se julekalendere som ’Jullerup Færgeby’, ’Vinterbyøster’ og lignende. Det ville jeg gerne være med til at give videre. Jeg kæmpede hårdt for ‘Jesus og Josefine’. Vi måtte ikke lave en kalender om det kristne budskab, men skulle holde fast i de kommercielle, kaloriefattige nisser. Det skulle være, som det plejer. Men hvorfor? Det er jo Jesu fødselsdag, så hvorfor kan vi ikke gå ind i en fortælling om, hvad det er, julen egentlig handler om. Jeg var børneredaktør på det tidspunkt, og det var hårdt at få så mange nej’er, men til sidst fik vi overbevist Adam Price og Camilla Hammerich om, at den idé, jeg var så forhippet på, skulle have en chance.

Arbejdsmæssigt var det den bedste jul. Seertallene var tårnhøje, og jeg tænkte bare: ’Wow, tænk, at jeg kunne være med til at give noget til danske børn af værdi. Noget, jeg selv ville ønske at se’.«

Jul på Rigshospitalet

Hvilke juletraditioner har du?

»Hvert eneste år er jeg på Rigshospitalet 24. december om formiddagen. Det har været en tradition i næsten 25 år, så det kunne jeg slet ikke forestille mig at gå glip af. Det er dejligt at kunne gå stuegang og fjolle og gøre børnene glade.

Selve juleaften plejer vi at fejre ret traditionelt. Men den sidste sang, vi synger, er ’Nu er det jul igen’, og så løber vi ind til naboerne og danser en tur rundt om deres juletræ også. Når alle julegæsterne er taget hjem, så kommer naboerne til natmad hos os. Selvom vi alle har spist og drukket hele aftenen, så skal der lige en rugbrødsmad med andeleverpostej ned også.

Vi voksne har aftalt, at vi ikke giver hinanden gaver. Men hvert år gør alle det alligevel. Og så siger vi alle sammen ’nej, det skulle du da ikke have gjort’. Næste år bliver alle overforkælet igen.«

Hvor skal I holde jul i år?

»I år skal vi prøve noget nyt. Vi er inviteret hjem til min datters kærestes forældre. Lige i begyndelsen syntes vi, det lød lidt underligt. Det er jo kun juleaften en gang om året, og var det for mærkeligt at skulle holde den sammen med en anden familie? Men nu hiver vi alle vores børn og andre familiemedlemmer ud til datterens svigerforældre, og jeg tror, det bliver sjovt. De bor lidt ude på landet, og jeg er faktisk rigtig glad for beslutningen.«