Folketingspolitiker Astrid Krag (S) mærker savnet af børn og mand som et sug i maven, når hun er på arbejde. Hun er en ambitiøs politiker, men har lært også at give plads til familien og de bløde værdier.
Pling«. En sms tikker ind på mobilen. Det er torsdag d. 13. oktober. Klokken nærmer sig 16. Astrid Krag sidder i samråd med sundhedsminister Sofie Løhde om det psykiske arbejdsmiljø på hospitalerne. Sms’en er fra hendes mand Andreas Seebach. Det er et foto af ham og deres tre børn Karla på 7 år, Malte på 4 år og Bjørn på 11 mdr. De snitter græskar-lygter hjemme i gårdhaven sammen med Andreas’ kollega Anna Buch. Astrid Krag mærker et sug af savn i maven. Så er det igen hendes tur til at stille spørgsmål til ministeren. Hun slukker mobilen og er atter til stede.
»Det er en teknik, jeg har lært mig. Jeg fokuserer på det, jeg er i. Både når jeg er på arbejde, og når jeg er hjemme. Jeg kan se, at familien har det godt. Jeg ved, de har det godt. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan mærke savnet,« siger Astrid Krag.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Astrid Krag. Hun har en arbejdsuge, der sagtens kan nå op på 50-70 timer, men familien er vigtigst. Og hun er først og fremmest mor og kæreste. Også selvom det politiske arbejde er en stor del af hendes identitet.
Folketingspolitiker Astrid Krag (S) mærker savnet af børn og mand som et sug i maven, når hun er på arbejde. Hun er en ambitiøs politiker, men har lært også at give plads til familien og de bløde værdier.
Pling«. En sms tikker ind på mobilen. Det er torsdag d. 13. oktober. Klokken nærmer sig 16. Astrid Krag sidder i samråd med sundhedsminister Sofie Løhde om det psykiske arbejdsmiljø på hospitalerne. Foran sig på bordet har Astrid Krag sine notater. Hun lytter efter huller i ministerens forklaring og stiller sine spørgsmål. Mens en af partifællerne spørger videre, kaster Astrid Krag et blik på sin mobiltelefon.
Sms’en er fra hendes mand Andreas Seebach. Det er et foto af ham og deres tre børn Karla på 7 år, Malte på 4 år og Bjørn på 11 mdr. De snitter græskar-lygter hjemme i gårdhaven sammen med Andreas’ kollega Anna Buch. Andreas sender et kys. Børnene smiler. Alle ser glade ud. Astrid Krag mærker et sug af savn i maven. Så er det igen hendes tur til at stille spørgsmål til ministeren. Hun slukker mobilen og er atter til stede.
»Det er en teknik, jeg har lært mig. Jeg fokuserer på det, jeg er i. Både når jeg er på arbejde, og når jeg er hjemme. Jeg kan se, at familien har det godt. Jeg ved, de har det godt. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan mærke savnet,« siger Astrid Krag.
For godt en måned siden fik advokaten Eva Persson gang i debatten om kvinder og karriere, da hun fortalte, at hun kun havde holdt en uges ’ferie’ efter fødslen af sin søn. Astrid Krag har, fra hun var ganske ung, haft ry for at arbejde solen sort og er med egne ord ’lidt af en arbejdsnarkoman’. Men efter at hun mødte sin mand, har hun også lært at nyde livet med børn, familie og venner. Hun doserer sin tid og er nærig med den. Der skal være tid til både børn, mand og politik. Men hvad er vigtigst? På Instagram præsenterer hun sig således: »Har tre skønne unger og min helt egen rapper. Folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Glad for musik, danseri og livet i al almindelighed.«
Men hvem er hun egentlig, hvis man spørger hende selv?
»Jeg er først og fremmest mor og kæreste, men det politiske arbejde er en stor del af min identitet. Det har altid være min udfordring ikke at lade det politiske fylde for meget, men i dag tror jeg på, at man bliver en bedre politiker af at leve som et almindeligt menneske og have balance i sit liv.«
Hvad er en god mor?
»Min bundlinje er, om mine børn er glade og trives. Pyt med om deres tøj matcher, og om de har den smarteste madpakke med. Pyt med at deres værelser roder. Pyt med at der er nullermænd. De skal have lov til at være sure, trætte og tage kampe med deres forældre og hinanden. Selvom man kan få pip af det, når man har halset hjem for at være med til aftensmaden, og det hele så bare går i hat, briller og skrigende børn. Det er jo ikke lige drømmen. Men jeg vil have tid til at være sammen med dem, gå ture med dem, sidde på gulvet og lege med Lego med dem og vide, hvad de er optagede af. Min allervigtigste opgave er at sikre, at de har et grundlæggende selvværd, så de holder af sig selv og kan klare de udfordringer, de kommer ud for.«
Arbejdsbien
Astrid Krag har en arbejdsuge, der i gennemsnit kan nå op på 50-70 timer, hvis hun tæller det hele med. Nogle morgener begynder møderne allerede kl. 8, andre dage afsluttes med møde i hendes kreds Sjællands Storkreds kl. 22. Hun kan cykle fra hjemmet på Amager til Christiansborg på 15 min. Men der vil altid være papirer, der skal læses, høringssvar der skal studeres, forhandlinger der skal forberedes, mail der skal svares på. Og sms’erne tikker ind, selv når hun står i kø i Fakta. At være politiker er en livsstil, som kan fylde døgnet ud. Medmindre man prioriterer anderledes. Det gør Astrid Krag. Hun finder tidspunkter i sin kalender, som hun blokerer for aftaler, så der bliver tid til at gå ture med datteren, gå til judo med sin store søn, hygge med den mindste og i det hele taget deltage i det liv, børnene lever.
»Alligevel er der noget, jeg går glip af. Den lille tog sit første skridt i vuggestuen i forgårs, og Andreas fik ikke sagt det, fordi jeg først var hjemme 22.30. Så jeg fik det først at vide dagen efter. Det gjorde ondt, ligesom når jeg ikke kan være med til at snitte græskar-lygter. Til gengæld slukker jeg telefonen, når jeg kommer hjem og zoomer ind på mine børn, indtil de sover. Og så laver vi ikke mad til hverdag.«
Laver I ikke mad?
»Nej, vi bestiller ’Kokkens hverdagsmad’ på nettet og får leveret mad fra mandag til torsdag. Det skal bare pakkes ud, ind i ovnen og på bordet. Det er ikke noget kulinarisk mesterværk, men man bliver mæt. Til gengæld laver vi mad sammen i weekenderne. De to store laver tit pizza om fredagen. Jeg skærer ingredienserne, og så ruller de dejen ud og lægger fyld på. Vi har kassesystemer til børnenes tøj, hvor de selv er med til at lægge tøj på plads, og Malte tømmer selv en hel opvaskemaskine. Vores børn har også altid fået lov at spise selv, fra de var helt små. Det sviner, der er mad ud over det hele, og de bliver beskidte, men de bliver hurtigere i stand til at spise selv, og jeg tror på, at det alt sammen er med til at styrke deres selvværd.«
Første barselsorlov
Astrid Krag har prøvet hele tre variationer af barsel i sit 34-årige liv. Første gang hun var gravid, tog hun et helt års barsel for at bevise, at hun kunne undvære Christiansborg. Anden gang var hun sundhedsminister, tog kun ti uger og overlod resten af barslen til sin mand. For to måneder siden kom hun tilbage til Folketinget efter sin tredje fødsel. Denne gang tog hun selv ni måneders barsel, og det fik hende til at føle sig som den heldigste kvinde på jorden.
»Den mulighed havde jeg ikke, da jeg fik Malte, hvor faderen fik fornøjelsen. Da jeg blev gravid med mit første barn, var jeg lige blevet næstformand for vores folketingsgruppe i SF og stod et sted i min karriere, hvor mange forventede, at jeg ville tage en kort barsel. Margrete Auken (SF) sagde direkte, at det ville være en sindssyg beslutning at tage en lang. Men jeg valgte bevidst et helt års orlov for at bevise overfor dem og mig selv, at jeg ikke var blevet afhængig af Christiansborg. Jeg har altid haft en snert af arbejdsnarkomani, men siden jeg mødte Andreas, har jeg mere og mere lært at værdsætte samværet med familie og venner. Det var vigtigt for mig at finde ud af, om det kunne lade sig gøre for mig. Jeg er i sidste ende villig til at betale prisen og miste min plads i Folketinget, hvis nogle synes, jeg har været for usynlig. Den dag talen ved min begravelse skal holdes, er det vigtigste for mig at vide, at jeg har gjort en forskel for dem, jeg har givet liv.«
Både Villy Søvndal og Ole Sohn tog da også til efterretning, at Astrid Krag første gang besluttede at tage et helt års barsel. Selvom hun var næstformand for gruppen.
Men da hun kom tilbage, havde de inddraget hendes kontor, som lå ved siden af deres egne kontorer og presseafdelingen. I stedet blev hun placeret i den fjerneste ende af Proviantgården, hvor hun skulle dele kontor med to andre. Det fandt Astrid Krag sig ikke i.
»Jeg havde læst i en bog for kvindelige ledere, at kontoret er et vigtigt magtsymbol og var meget stålsat på, at de ikke skulle placere mig længere væk fra ledelsen, når jeg kom tilbage. Jeg husker et helt absurd møde, hvor bølgerne gik højt, fordi jeg holdt fast. Det endte med, at jeg måtte flytte ind i det andet kontor et halvt år, men så flyttede jeg tilbage igen.«
Anden barsel
Da Helle Thorning-Schmidt dannede regering i 2011, var Astrid Krag gravid. Kun få måneder før hun fødte sønnen Malte, tiltrådte hun som sundhedsminister. Efter ti ugers barsel blev det forventet, at hun som sundhedsminister deltog i Danske Regioners generalforsamling.
»Vi klarede det ved, at Andreas og Malte tog med, og så sad vi alle tre og spiste frokost med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Derfra var jeg i gang igen som minister, mens Andreas tog sig af Malte. Jeg kunne se på dem begge, at de fik et rigtig tæt bånd, og det var jeg indimellem misundelig på. Når Malte f.eks. græd om natten, var det Andreas og ikke mig, der vågnede. Der er masser af røvsyge ting ved at være på barsel. Bleer der skal skiftes. Tøj der skal vaskes. Mad der skal moses. En baby der har ondt i maven og græder hjerteskærende. Det er hårdt arbejde at være på barsel, men der er også noget helt unikt ved det bånd, man får med sit barn.«
De tre første måneder fulgte Andreas og Malte i hælene på Astrid, så hun kunne amme. Både når hun havde ministeropgaver herhjemme og ude i verden, for Danmark havde formandskabet for EU i de måneder.
Men selvom hun savnede Malte, overvejede hun aldrig at prioritere barselsorlov frem for ministerposten.
»Nej. Statsministeren havde bedt mig om at være minister. Jeg var stolt af det og tog det meget alvorligt. Det havde været noget andet, hvis der ikke havde været en far. Så havde det været et svigt. Jeg havde en periode, hvor jeg troede, at Maltes skavanker og øreproblemer havde noget med mit fravær at gøre, men jeg lærte at parkere min dårlige samvittighed og bare glæde mig over, at Malte har et tæt bånd til sin far. Det er det samme med de græskar-lygter. Jeg glæder mig over, at børnene har det godt og får lavet græskarlygter, selvom jeg ikke er der.«
Tredje barsel
Da Astrid Krag kort før jul sidste år skulle føde sit tredje barn, var hun ikke i tvivl om, at hun denne gang ville have en fuld barsel. En ny regering havde taget over i juni måned, og hun havde stor lyst til at koncentrere sig om sin familie. Hendes mand havde ikke samme behov, så det gav ligesom sig selv, at det var hendes tur igen. Hun elskede det. Men fra den dag, hun var tilbage på Christiansborg, har hun øvet sig i at zoome ind og være nærværende dér, hvor hun er.
»I nat lå jeg i vores dobbeltseng med et barn på hver side. De havde savnet mig og havde brug for nærhed, fordi jeg havde arbejdet længe to dage i streg.«
Men når børnene har brug for nærhed og dermed rykker ind i dobbeltsengen, går det både ud over nattesøvn og kærestetid.
Tilliden
Du er nærig med din tid. Er ’på’ hele døgnet. Samtidig sidder din mand med en lækker kvinde og laver græskar-lygter med jeres børn. Tvivler du aldrig på ham?
»Jeg véd, at når han tager på turné med sit voksenband, så lever de et ungkarleliv og har ikke dårlig samvittighed over for deres koner og børn. Der skriver han autografer om ikke på balder, så på bryster og bar hud. Men jeg stoler nu på ham. Han gav mig en ring i foråret, da vi havde været kærester i 12½ år. Vi blev gift på rådhuset i sin tid, og jeg har lidt i sjov og lidt i alvor brokket mig over, at jeg ikke havde fået en ring. Men dén dag afleverede han børnene, købte blomster til mig og bad mig aflyse alle aftaler resten af dagen. Så tog vi i biografen, spiste frokost på restaurant, og jeg blev sendt til massage. Bagefter gik vi en tur i en park, hvor han gav mig ringen. Længere fremme i parken ventede 50 venner og familie, for han havde arrangeret et surpriseparty,«
Når Astrid Krag fortæller om mandens kærlighedsgave, ståler hendes øjne, smilet bliver meget stort, og hun kigger lidt forlegent ned i bordet. Hun skjuler ikke, at hun blev meget, meget glad. Hun var lykkelig for sin ring og for forkælelsen først på dagen, men hun var allerede lidt skuffet over, at de allerede skulle hjem og afløse bedsteforældrene som babysittere. Så de ventende gæster i parken var det ultimative punktum på en fantastisk dag.
Astrid Krag og Andreas Seebach minder hinanden om, at det er en begrænset årrække, de har små børn. Til gengæld regner de med at skulle være sammen resten af livet. Så de skal nok få deres kærestetid tilbage. Foreløbig husker de at tænde stearinlys og snakke sammen, i stedet for at synke ned foran Netflix i sofaen.
»Vi ved bare, at vi vil hinanden og er sammen om det her. Vi er afhængige af hinanden. Vi er sindssygt forskellige, og det har betydet rigtig meget for, hvordan vi har udviklet os som personer. Jeg er en ekstrem, målrettet, produktiv, kontant politikertype, mens Andreas er en kunstnerisk sjæl, som er mere til følelser, væren, funderen og drømme. Det er så sundt for os begge to at være sammen, og vi er afhængige af hinanden for at være i balance.«
Politikeren
Ingen kan være i tvivl om, at Astrid Krag er en målrettet og ambitiøs politiker.
Det har hun været, fra hun meldte sig ind i SFs ungdomsorganisation som 15-årig. Her var hun formand i 2005-2007, da hun blev valgt til Folketinget. Hun kender det politiske spil og ved godt, at nogle får bedre fat i vælgerne end andre.
»Politik er et håndværk. Man har nogle redskaber til at få indflydelse, men der skal lægges en masse rugbrødsarbejde for at lykkes.«
Hun er mere end bevidst om, at det handler om at være synlig, hvis man vil genvælges.
Den overvejelse lå i baghovedet, da hun sagde ja til at deltage i tv-programmet ’Vild med dans’ i 2014. Og det er derfor, hun er særdeles aktiv på sociale medier. Der kan hun være i direkte dialog med de vælgere, hun ikke møder personligt. Der kan hun dele billeder fra sin hverdag og give udtryk for sine politiske holdninger. Der kan hun brande sig selv og være synlig over for vælgerne uden at være afhængig af pressen.»Det er med til at synliggøre hvem jeg er, og hvad jeg mener. Der er vælgere, der stemmer ud fra det politiske indhold, men der er også vælgere, der stemmer efter, hvilken politiker de har tillid til og synes, de kender lidt. Det er helt legitimt.«
