Hun var i mange år Danmarks største stjerne.
I hvert fald på tennisfronten.
Men nu er der pludselig to unge kometer, der for alvor har taget over efter Caroline Wozniacki-æraen.
Holger Rune og Clara Tauson er nemlig på rekordtid blevet ekstremt populære efter deres succes på banen, og det glæder Caroline Wozniacki, som især følger Runes karriere tæt.
Det fortæller hun, da B.T. og en række andre medier møder hende på French Open-træningsanlægget i Paris.
»Jeg har fulgt en del med i forhold til Holger. Han har jo gjort det vildt godt. Jeg synes, det er så fedt, at han har et godt gåpåmod, træner hårdt og bare så gerne vil det,« lyder det fra den tidligere grand slam-vinder, inden hun tilføjer:
»Holger er en rigtig fed fyr. Og det er så fedt, når en dansker gør det godt. Jeg følger altid med, og jeg tror da, han kan gå hele vejen.«
Caroline Wozniacki bor for det meste af året i Monaco, hvor Holger Rune ligeledes har adresse.
Og derfor støder hun da også ofte på det unge stjerneskud i bybilledet.
»Vi har faktisk altid haft god kontakt. Og så har jeg set Holger en del, fordi han bor lige dér, hvor jeg træner fitness,« lyder det videre.
På trods af, at Clara Tauson ligeledes har bopæl i fyrstedømmet, er Caroline Wozniacki dog endnu ikke stødt på stortalentet.
»Jeg har aldrig set Clara dernede, men det er godt at se hende tilbage. Hun er skadesfri, og hun spillede virkelig godt her ved French Open. Hun havde en mulighed for at gå langt, og hvis hun kan holde sig skadesfri, så kan hun gøre det godt,« afslutter hun.
Søndag fortalte Caroline Wozniacki i øvrigt, at hun overvejer at flytte hjem til Danmark.
Mandag eftermiddag spiller Holger Rune fjerderundekamp ved French Open, når han møder argentinske Francisco Cerundolo.
Du kan følge kampen live på bt.dk.